Den knyttede knude er nu ring og tatovering

En vielsesring skal ikke være moderne. Den skal stadig være smuk og passe – også om fem og 10 år.

Det er budskabet til kunder, der besøger guldsmed Henrik Saugbjerg i Aarhus. Han har kunder fra hele landet, som kommer til butikken i Åbyhøj for i løbet af nogle timer en lørdag selv at lave deres vielsesringe. Andre kommer for at købe en af de unikke ringe, som Henrik Saugbjerg selv har lavet. Kendetegnende for de besøgende er, at de har et ønske om meget personlige ringe, der passer til dem, deres forhold og fingre.

»Jeg får også besøg af dem, der kigger i guldsmedeforretningerne efter en ring, som der er produceret hundredvis af. Så er det min opgave at tale dem til at vælge noget særligt,« siger Henrik Saugbjerg.

Alligevel er rådet at vælge en enkel og eviggyldig ring, for en sådan kan stadig være speciel.

»Selv om mange ringe ligner hinanden, så er de håndlavede forskellige fra gang til gang. Du kan lægge 10 ringe op, som jeg har lavet, og så er der ikke den store forskel. Men man kan ikke file ens hver gang, og nogle er i en lidt anden facon, buer anderledes, eller kan være flade, rustikke eller i højglans. Så de er forskellige,« forklarer han.

Vielsesringen og dermed også Henrik Saugbjergs ringe er udløbere af en tradition, som den katolske kirke i første halvdel af 1300-tallet indførte for at afskaffe de fæstegaver, det vordende brudepar gav hinanden som trolovelsesgaver.

En forringelse

Ringtraditionen kom til de nordiske lande fra middelhavslandene, men den tog lang tid om at vinde indpas – først i 1900-tallet blev ringene for alvor en del af bryllupstraditionen på landet, hvor man endda kunne finde på at bruge et ur som markering i stedet for en ring.

Det fortæller Else Marie Kofoed, der har forsket i bryllupper og bryllupstraditioner hos Dansk Folkemindesamling.

»Problemet var, at ringene ikke havde samme værdi som fæstegaverne, så familiernes formue blev forringet,« siger hun.

Den kommende brudgom havde traditionelt givet den kommende brud gaver med det formål at skabe en relation til hende og mellem de to familier. Men som kærlighedssymbol havde man tidligere brugt en knyttet knude.

Adelen var først til at tage ringe på, så fulgte borgerskabet i 1800-tallet, hvor det var oplagt at bruge en ring til at vise over for andre, at et forlovet par havde lov at gå på gaden sammen. Og sidst kom befolkningen på landet med. Her havde man ikke de samme midler til rådighed, og der var heller ikke samme behov for at vise andre, at et par havde lovet sig væk til hinanden.

Det var også først i 1900-tallet, at kirken herhjemme tillod ringe som en del af vielsesritualet i kirken. Der hørte de ikke hjemme oprindeligt.

»Håndslaget blev brugt som aftale mellem brudepar på landet, når en familie indgik et fornuftsægteskab. Det er det samme ritual, man har brugt og stadig bruger i kirken, når brudeparret tager hinanden i hånden,« siger Else Marie Kofoed.

Finanskrisens indtog

Vielsesringene kan være en bekostelig affære, og finanskrisens indtog har da også haft betydning på det område. Guldsmed Henrik Saugbjerg oplever ikke, at ønskerne til vielsesringe er blevet så anderledes. Men det økonomiske råderum er et andet, fortæller han.

»Samtidig er guldprisen steget brutalt de seneste seks år, så ringene er også blevet mere kostbare,« forklarer han.

For år tilbage blev der ikke sparet på ringen, men nu kan Henrik Saugbjerg godt mærke, at selv om udseendet har førsteprioritet, så bliver prisen afgørende for, om parret ændrer lidt på udseendet – måske skærer i antallet af sten eller i tykkelse og vægt.

Flere vælger også at tage arvestykker med og lader dem smelte om til nye ringe, der så har en helt speciel betydning, fordi de består af forældres vielsesringe eller bedsteforældres armbånd og halskæder.

Enkle forlovelsesringe

»Så betaler de kun prisen for at fremstille ringen. Nogle kommer også med egne gamle vielsesringe, som absolut ikke må bruges, men som så går ind i regnskabet,« fortæller Henrik Saugbjerg.

De fleste kunder vælger 14 karat rødguld og ender med at betale imellem 14.000 og 20.000 kr. for et sæt ringe, fortæller han. Enkelte vælger hvidguld, rosa guld eller en blanding, mens nogle også går op til 18 eller 22 karat.

»Brudepar fra f.eks. de arabiske lande vil gerne have højkarat, fordi den mørkere guldfarve er mere varm og står bedre til den mørkere hud. Guld i Tyrkiet har en helt anden farve end den typiske i Danmark, men også i Spanien, Frankrig, Italien og selv i Tyskland skifter farven til det mørkere,« forklarer guldsmeden.

Den amerikanske tradition med en voldsomt prangende forlovelsesring til at fri med mærker han ikke noget til – hovedsagligt fordi ædelstenene fås i dårligere kvalitet og billigere i USA end i Danmark, siger han. Men i forretningen sælger han mange enkle ringe til mellem 1.200 og 1.500 kr. til mænd, som efterfølgende tager deres kommende brud med ind i butikken til et fælles kig efter vielsesringene. Han ser meget få mænd, der vælger at købe to forlovelsesringe. Hvis de gør det, er det også ofte dem, der bliver brugt til brylluppet – omsmeltet, eller som de er.

Tatoveringer vinder frem

Efterhånden som flere danskere får tegnet pinuppiger og smukke blomstermotiver med permanent blæk overalt på kroppen, vinder tatoveringer også indpas som en speciel varig markering af ægteskabet.

Lars Kristensen er formand i Dansk Tatovør Laug og tatoverer selv i Smiling Tattoo i Sorø. Han har så sent som i sidste weekend lavet en bryllupstatovering, og han oplever en stigning i antallet af henvendelser. Nogle vælger tatoveringerne som et alternativt til ringe, andre som et alternativ til manden, der nægter at gå med ring. Og andre igen bruger tatoveringen som et ekstra varigt symbol til at supplere ringen.

»Jeg spørger ofte folk en ekstra gang, om de er sikre på, at de vil have f.eks. et navn tatoveret, for jeg har dækket langt flere af den slags tatoveringer, end jeg har lavet,« siger han.

For nogle år siden tatoverede han et ægtepar, der markerede deres sølvbryllup.

»Kvinden sagde, at ”så må vi da gå ud fra, at det holder”,« fortæller Lars Kristensen.

Et halvt år senere havde han dækket begges tatoveringer igen.

Sabine Grønhøj mærker også en stigende interesse for bryllupstatoveringer i Aalborg, hvor hun tatoverer i sin butik, Sabine Saurus. Men hun bliver ofte skuffet over kundernes forslag. Mange vælger en ring eller halvdelen af et hjerte til hver.

»Vi er ikke så modige endnu i Norden. Jeg synes, folk skal finde noget, der binder lige præcis de to sammen. Det ved jeg jo ikke, hvad gør, men hvis det er en hestepige, som mødte sin mand, da hun faldt af hesten, og han tilfældigvis kom løbende forbi, kunne hun jo f.eks. vælge en lille pony med løbesko på og hjerter i øjnene,« foreslår hun.

Sabine Grønhøj afslår konsekvent at tatovere på hænder eller hals, hvor mange ellers ønsker sig en markering af brylluppet.

Det er ulovligt, det holder ikke og bliver hurtigt grimt. Samme regler gælder ikke i udlandet, hvor langt de fleste ifølge Sabine Grønhøj får tatoveret ringe på fingrene.