Krop og kunst i tre dimensioner

Hun bevæger sig i en verden af sorte og hvide toner. Kontraster. Hendes grå, næsten hvide hår, den sorte lange trøje, cigaretten, der konstant er i bevægelse. Overalt i den 200 kvm store lejlighed med indbygget atelier i Gothersgade mellem mørke arvestykker og moderne design er der spor af kunst. I mere end 20 år har Kirsten Justesen boet her i Kunstnerhjemmet, som siden 1878 har huset akademiuddannede kunstnere.

Kirsten Justesen er billedhugger af internationalt format. Faktisk insisterer hun på først og fremmest at kalde sig selv billedhugger. Men hun kan også skrive scenograf på titelbladet.

»Jeg har altid vidst, at jeg skulle være billedhugger. Som barn lavede jeg altid ting, tegninger, smykker og meget andet. Jeg lavede alt med hænderne, og jeg havde ret stor succes med ler, ikke mindst med at få det til at ligne. Så selv før jeg blev konfirmeret, vidste jeg helt sikkert, at det var kunsten, der kaldte,« fortæller hun.

Bred vifte af kunst

Gennem mere end 45 år har Kirsten Justesens aktiviteter været spredt over en bred vifte af genrer fra body art og performance til skulptur og installation. Kroppen har været med hende hele kunstvejen. Lige siden hendes fascination af de tredimensionale kunstformer midt i 60’ernes avantgardemiljøer fik hende til at inddrage sin egen krop som materiale. Og hun opdagede, at hendes krop havde klassiske mål som en 1800-talsmodel.

»Slightly overweight hedder det. Det var indlysende for mig at bruge min egen krop, så er du ude af den der subjekt/objekt-diskussion. Så er du dit eget objekt/subjekt.«

Hun viser et billede af en skulptur, en papkasse med et fotografi af hende selv, der ligger sammenkrøllet i en papkasse. Den er fra 1969.

»Jeg kravler ned i papkassen, billedet bliver taget. Jeg udstiller så kassen, hvor billeder ligger i one woman-size. Den er frygtelig berømt, den var blandt andet med på en amerikansk kurateret udstilling på tour til museer rundt i USA for et par siden,« konstaterer hun lidt tørt.

Stemmen er en volumenknap, der danser. Op og ned i styrke. Rå og blid. Indimellem helt stille, hviskende, andre gange højt, skarpt, engageret, grinende.

Hun er ung og gammel på en gang. I år bliver Kirsten Justesen 70, og hendes historie er lang. Men hendes energi er som en ung piges, og øjnene sitrer af intensitet.

Krigsdatter

Når Kirsten Justesen siger, at hun er født og døbt under jorden, er det sandt. Hendes far var officer i hæren, og han var en af de unge løjtnanter, der deserterede under Anden Verdenskrig, da den lovlig valgte regering bad kasernerne om at overgive sig til værnemagten. Derfor gik løjtnanterne under jorden og formede modstandsbevægelsen.

Kirstens far blev leder af den vestfynske modstandsbevægelse. Så han førte an, når modstandsfolkene satte miner under Lillebæltsbroen og pillede dem af igen, afhængig af hvem der skulle over broen.

Det var noget, som fik konsekvens for Kirstens barndom også efter krigen, fordi hendes far kun blev oberstløjtnant.

»Og det er jo ikke sjovt, når man er født som general. Men efterfølgende fik han en militær uddannelse i USA og et heltebrev fra general Eisenhower, den senere præsident.«

Hun husker barndomsårene efter krigen i baraklejre med skildvagter, skyttegrave og pigtråd rundt om.

»Frøslevlejren, Padborglejren, Rinkenæslejren og Sønderborg Kaserne,« remser hun op.

Hun husker, hvordan hun som lille, lyshåret med krøller næsten ikke rørte jorden i de år, fordi hun blev båret fra uniform til uniform. Når hun lukker øjnene, kan hun huske lugten af naftalin fra uniformerne.

»Jeg kan stadig blive helt høj af duften,« griner hun.

Hun husker, at hendes farmor syede kjoler til hende i rødt og hvidt og endda et rigtigt battledress i uniformstof og de rigtige knapper.

»Min mor overlevede ikke krigen mentalt og var indlagt i lange perioder. Som barn boede jeg delvist hos min farmor og min far.«

Skiftende skoler

Kirsten Justesen nåede at gå på syv-otte skoler gennem sin skolegang. Længst på Nyboder Skole på Østerbro, hvor hun gik i tre år, men hendes far var på Rigensgade Kaserne.

»Min far giftede sig igen, da mine forældre blev skilt, og min stedmor oplevede mig helt klart som en ret stor mundfuld. Jeg havde ret stor selvfølelse – det får man nok, når man bliver båret rundt i en duft af naftalin. Ingen skulle bestemme over mig. Det kan umuligt have været sjovt for min stedmor. Hun gjorde, hvad hun kunne for at gøre mig til en sød pige, der kunne finde en ordentlig mand. Men det var ikke mit projekt at være en sød pige.«

Da faderen flyttede tilbage til 6. regiment i Odense, kom Kirsten i realskolen. Tidligere havde hun taget 6. klasse i en pigeskole i byen, og den ville hun absolut ikke tilbage til.

I 1960 gik Kirsten Justesen ud af skolen med en realeksamen, og hun forlod som 16-årig manegen hjemme, som hun siger. Først da hun selv fik børn en del år efter, genoptog hun for alvor kontakten til familien.

Det var en beslutning for Kirsten Justesen at blive kunstner. Her kunne hun definere sit eget rum og sin egen person.

Alt det, hun oplevede som teenager blandt halvfattige officerer og fine fornemmelser, gjorde en ting klar: »Jeg vidste alt om, hvordan mit liv ikke skulle være. På mange måder var jeg nok lidt adfærdsvanskelig, og jeg opdagede, at kunsten for mig var et rart sted at være.

Odenses første kollektiv

Kirsten blev i Odense. Hun blev uddannet på et reklamebureau og gik samtidig på Det Fynske Kunstakademi.

Ingen var blevet rigtig langhårede endnu der i begyndelsen af 60’erne, men både sundhedssandaler og islandsk sweater var opfundet. Det ulmede i hele den politiske ungdomsbevægelse, og Kirsten var med til atommarcherne.

»Det rykkede – også på værtshuset Paletten i Odense, hvor jeg holdt meget til. Her mødte jeg blandt andet Mogens Amdi Petersen. Jeg kom i bestyrelsen for jazzklubben Cirklen, ikke mindst fordi jeg kunne få 20 procent på annoncer på grund af reklamebureauet. Jeg har haft bestyrelsesposter lige siden.«

Sammen med Mogens Amdi Pedersen og en masse andre købte de et stort hus i Odenses velhaverkvarter og flyttede ind i det første kollektiv i Odense. Flere af dem oprettede senere kollektivet Maos Lyst i Hellerup.

I kollektivets kælder lavede de Galleri Exi, hvor Kirsten Justesen havde sin første udstilling med stoftryk og træsnit i 1964. Året efter fik hendes daværende kæreste en uddannelsesplads i Aarhus, og Kirsten fulgte med. En toværelseslejlighed krævede vielsesattest, og det blev ordnet uden bryllupsfest.

»Rigtig mange kom fra Odense. Der var grøde i Aarhus, mens København var tilbageskuende og søvnig,« fortæller hun.

Håndværk sidder på rygmarven

Hun gik på Det Jyske Kunstakademi og var elev hos billedhuggeren Knud Nellemose.

»Det er lidt kedeligt at modellere efter gips og model, men det er et håndværk, hvor du skærper dit eget blik. Det er ligesom at spille klaver – når du har øvet dig rigtigt længe og øver dig ordentligt på det, så læser dine øjne noderne og hænderne spiller af sig selv. En gang imellem kigger du ned. Efter de tre år var jeg skidegod til ikke at se, hvad hænderne gjorde. Har dog ikke øvet mig særlig meget siden.«

Hun gik hele tiden to veje, som hun siger. Samtidig med at hun skærpede sit blik gennem leret, var hun med i arbejdsudvalget for ung kunst, Kunstforeningen af 1847. Foreningen havde lejet et lokale i Telefonsmøgen, hvor Aarhus-kunstnere kunne komme og tegne model to gange om ugen.

»Det var også et mødested, men havde ikke noget med akademiet at gøre. Vi var inspireret af Fluxus-bevægelsen. Folk som William Louis-Sørensen, Kresten Bjørnkær, Jørgen Leth og Vagn Lundbye var en del af det. Jeg tror, jeg var den første dame, der smed tøjet i en performance. Det blev langsomt pillet af mig. Det var inspireret af Yoko Onos ”Cut Piece”. Vi samarbejdede med folk fra musikkonservatoriet med elektronisk musik og lavede store installationer. Der skete for 100 år i de tre år.«

Kirsten Justesen sender en stor tak til Knud Nellemose, fordi hun gennem ham lærte håndværket. Men hun oplevede det også som kedsommeligt at befinde sig i et lidt ensomt rum.

»Det er et håndværk. Det er jo ikke et liv. Du taler ikke med nogen, du er inde i det rum. Livet handlede om alle de andre ting.«

Så hun sprang fluks til, da de fra Aarhus Studenterscene kom ned på atelieret og spurgte, om der ikke var nogen, der kunne lave løvefigurer til en forestilling. Løverne skulle være i naturlig størrelse og skulle kunne flyttes på ti sekunder.

»Så gjorde jeg det. Jeg lavede dem i papmache, så de var nemme at flytte. Det var min første scenografi. Du bruger hænderne, blikket, papir, blyant, farveæske og materiale som både kunstner og scenograf.«

Siden har hun lavet scenografi til omkring 50 forestillinger.

Et blik ned ad Kirstens Justesens overdådige cv støder på scenografi i mange forskellige sammenhænge. Hun er lige så umulig at favne som en elefant. Kirsten Justesen er en levende kunsthistorie og kvindehistorie og ikke mindst et meget produktivt menneske.

Den gravide krop

I 1968 rykker hun til København. Kroppen som en foranderlig skulptur kommer for alvor i spil, da Kirsten Justesen bliver gravid med sit første barn i 1969.

»Det var en gratis skulptur. Tænk, at kroppen kan det. Jeg synes, det var lidt mystisk og gik i strikkede tværstribede kjoler for at flashe kroppen i forandring.«

Hun fik et mindre chok, da barnet kom ud.

»Jeg tænkte, at der kom en kopi, det kunne jeg forstå. Jeg havde ikke skænket det en tanke, at jeg kunne få et fremmed køn.

Senere kom der så i 1973 en dreng mere. Det var, mens hun gik på Kunstakademiet i København.

»Vi var et par stykker, som blev gravide. I stedet for at gå hjemme og passe vores mænd eller tage diskussionen på hjemmefronten erobrede vi Billedhuggerhaven, en bygning på akademiet, og lavede en vuggestue. Dea Trier Mørchs mor, Ibi, gjorde det samme en generation tidligere. Vi blev indstillet til akademiets sølvmedalje for at oprette vuggestuen.«

Hun kalder det et livsvilkår at have været en del af kvindebevægelsen. Det er oplevelser på kryds og tværs.

»Networking. Jeg tror, at kvindernes telefonregning altid har været højere end mændenes. Og brotherhood og oldboysnetværk er kvinderne stadig ikke dygtige til – det er stadig mændenes gebet. Nej, der er ikke nogen kvindekamp i dag – jeg er meget skuffet – mor er ikke vred, mor er skuffet.«

Feministen og farmoderen Kirsten Justesen griner.

»Jeg har været meget aktiv i kvindebevægelsen, men er aldrig gået ind for, at man skulle købe tøj, der er to numre for stort. Jeg var iført min mormors sølvræv og røde negle, har aldrig haft en afghanerpels eller overalls. Jeg er vild med kvindelighed. Jeg tager hellere kampen på sproget, svarer frækt igen frem for at slå. Jeg synes, det er en helt forkert teknik at købe for stort tøj for at slippe for seksuelle tilnærmelser. Jeg går ikke ind for at fjerne kvindeligheden. Det var grimt i de sene 70’ere og 80’erne, da alle gik i unisex og joggingtøj.«

Det med hankøn er ikke til at komme udenom. Y-kromosomerne er megastærke i den gamle rødstrømpes familie. Alle fem børnebørn er drenge. En eftermiddag om ugen henter hun de små på tre og fem i børnehaven.

»Vil du høre mig sige som en brandbil? Det er jeg god til. Søndagsmiddage er enormt kedelige, så sidder de alle sammen og ser fodbold. Så får de lov til at tage opvasken bagefter.«

Smeltetid

Bag sig har Kirsten Justesen tre langvarige forhold, som hvert har varet mindst 10 år, men hun har aldrig haft bryllup, understreger hun.

»Og mænd taler vi ikke om i min alder,« siger hun på sin tørre måde.

Så taler vi om isen i stedet. Isen, der smelter og forandrer sig hele tiden, isen, der er kold og hvid. Isen, som på samme måde som kroppen fascinerer hende. Isen, som hun siden 1980 har arbejdet med som smeltetids-projekter, der omfatter smør eller is, materialer som kan smelte i en proces. I øjeblikket arbejder hun med sin ”Meltingtime #17”, en totalinstallation, der har fernisering 15. november i Overgaden, Institut for Samtidskunst i det indre København.

»Fascinationen ved is er, at det forsvinder. Mit virkelig store problem her i livet som billedhugger er opmagasinering. Der er is jo fuldstændig vidunderlig. Du skal bare lukke op for vandhanen, så er det væk.

Hun har også været på Grønland i en længere periode og siddet ved fjorden og set isen brække af og komme sejlende.

Kroppen skal også prøve isen. To slags temperaturer, to overflader.

»Det har et sanseligt udsagn, fordi isen er så skidekold. Jeg har naturligvis ishandsker på – ellers fryser den jo fast til huden. Jeg dækker så lige de værste på den nøgne krop. Jeg vælger hele tiden fra. Der er en hårfin kant fra det sensuelle til pornohjørnet. Det er sanseligt, men det er ikke seksuelt. Det er sket et par enkelte gange, at jeg har vurderet forkert. For mig er kvinden ikke en seksuelt tiltrækkende størrelse. Jeg kan slet ikke tænke den vej.«

»I dag har jeg en gudsøn, som er god til at kigge tingene igennem for mig med sine mandeøjne. Han er også billedkunstner. Klog af skade har jeg et godt maskulint blik ved hånden.«

Rævestolt af ”FAMA”

Hendes senere produktion har været en bredere undersøgelse af forholdet mellem krop, rum og sprog.

Hun trækker især to udstillinger frem, som hun har været stolt af. Udstillingsprojektet ”FAMA” i Nikolaj Udstillingsbygning i 1996-1997, som handlede om rygtets væsen.

Hun peger hen på en række mindre skulpturer af ler, der står på et stort tegningeskab i spisestuen.

»De lydhøre skulpturer kom af ”FAMA"-udstillingen om rygtet, ”Jeg har hørt …”. Udgangspunktet er en ægyptisk skulptur og his masters voice. Derfor har de høretelefoner på.«

Udstillingen ”Ikke kun alt ... en sceneåbning”, 1989, på Sophienholm var en totalinstallation af rum og omgivelser, og uden døre performede professionelle kroppe kropsbilleder.

»Du vandrer fra rum til rum tilrettelagt som en dramaturgi. Det handlede om at kigge ud af vinduet og alt det, du så ude, blev forskudt og reflekteret indenfor. Allersidst kunne man købe en pose brød til svanerne. Den udstilling er jeg stadig rævestolt af.«

Det ligger ikke til Kirsten Justesen at give op. Når hun får en idé, plejer den at blive til virkelighed. Hun har et lyst sind, siger hun. Hun ved godt, at når man lever sådan et freelance kunstnerliv, som hun gør, bliver man nødt til at anskue verden og livet på en måde fyldt med overskud og evne til at leve i usikkerheden.

»Det er ikke mange nætter, jeg har ligget vågen på grund af nogle penge, der ikke var der. Nu behøver jeg det ikke, for det går nogenlunde okay.«

»Du skal jo ikke lade dig lande i de ydmygende og oversete og forfærdelige positioner, så går du i stykker. Det handler menneskelivet om i al almindelighed. Vi kunstnere er nogle små købmænd, der virkelig skal tage os sammen for at unde hinanden noget. Derfor er det fedt at være blevet gammel og have fået alting. Så kan du virkelig være generøs over for kolleger, der kan overraske dig, eller dem, hvor du tænker, deres værker ville jeg gerne have lavet. Det er noget nemmere, når man har fået alting selv.«

Alderen er ikke til at komme udenom. Det forsøger hun heller ikke. Hænderne er begyndt at knudre til.

»Det er gode arbejdshænder. Jeg skal nok få sådan nogle kragegammelkonehænder, blev også hvidhåret i 50-årsalderen. Jeg kigger og tænker, hvad fanden laver min bedstemors hænder her?«

Hun siger selv, hun har et fedt liv. Det eneste, Kirsten Justesen savner, er en kolonihave og en havudsigt.

»Jeg har ingen budskaber med min kunst. Jeg må indrømme, at der var en periode i 70’erne, hvor jeg troede, at verden skulle frelses, men det er jo det, der er den store mulighed forude, når man er ung.«

Har du opnået det, du ville som kunstner?

»Nej, overhovedet ikke, på ingen måde, der er jo liv i mig endnu.«

Hvad mangler du?

»Det ved jeg ikke.«

Men hun ved godt, hvor hun er på vej hen, men det vil hun ikke sige.