Made in Korea

De var der alle sammen. Onklen, mormoren, forældrene, naboerne og vennerne. De var kommet for at tage afsked med de fire søstre i Seouls lufthavn. Selv om de havde forberedt sig på denne specielle dag i seks hele måneder, var der alligevel tårerne, der efterlod deres våde aftryk den 24. december 1991, hvor Soo-Jin pludselig skulle skifte hele sit koreanske liv ud med det europæiske. I flyvemaskinen overtog tårerne magten.

»Vi græd alle sammen, indtil vi faldt i søvn. Det var virkelig svært at sige farvel til vores barndomshjem, og vi vidste jo ikke rigtig, hvad der ventede os. Men jeg var også meget ”excited” over at skulle flytte, så efter nogen tid tog spændingen over,« forklarer Soo-Jin på næsten fejlfrit dansk.

Hun taler langsomt og leder nogle gange efter ordene, der kan overraske med at komme ud som engelske eller tyske. Hendes accent er nærmest som en koreansk cocktail med et stykke tysk citron i.

Til jul er det 21 år siden, DR SymfoniOrkestrets 35-årige violinist Soo-Jin Hong og hendes søstre forlod deres forældres hus i Korea for at tage til optagelsesprøve på Wiens Hochschule für Musik. Dengang var de fire søstre mellem 16 og 13 år, og det var hendes storesøster, der fik ideen om at læse i udlandet. Efter noget research blev forældrene enige om, at det var mest oplagt at studere musik i Mozarts by, Wien. I stedet for at sende storesøsteren alene af sted, besluttede de at sende alle fire piger, så de havde hinanden at støtte sig til.

Violinen som barndomsven

Men historien om Soo-Jin Hongs kærlighed til musikken starter længere tilbage. Den starter de tidlige eftermiddage, hvor hendes mormor, der spillede klaver og orgel og var pædagog, hver dag underviste hende og søstrene i nodelæsning. Da Soo-Jin var fire år, kunne hun allerede spille klaver, men da hun var fem år, syntes hendes mor, der er pianist, at Soo-Jin Hong skulle spille violin. Det var nemlig morens yndlingsinstrument. Heldigvis syntes Soo-Jin Hong godt om det lette, elegante strygeinstrument. Meget godt endda. Men hvordan kan man gå fra at elske sin violin til i en alder af 15 år at være sikker på, at man vil dedikere hele sit liv til violinen?

»Mange musikere ved tidligt, at de gerne vil være musikere. Det er for sent at beslutte sig for at blive violinist, når man er 18. Man skal være meget målrettet for at få succes. De fleste af mine kollegaer er også startet tidligt, for man skal kunne teknikken, inden man bliver 20 år. Derefter skal man udvikle sig og lægge alle de forskellige farver og pensler oven i violinlæren. Det at lære sin violin at kende er lige som at lære et nyt sprog. Man vokser med sproget og udvikler sig med det,« forklarer Soo-Jin Hong, mens hun lægger hovedet på skrå og tager armene op og gør violintegn. Det ser så ægte ud, at man ser violinen for sig præcis der, hvor hun har sine arme, fingre, skuldre og hoved.

Soo-Jin Hong har aldrig tænkt på, hvilket andet instrument hun kunne have spillet, hvis ikke hendes mor havde valgt violinen for hende. Hendes ældre søster blev også introduceret for violin på samme måde som Soo-Jin Hong, men det var ikke noget for hende. Hun var mere en klarinetpige.

»Min tredje søster spiller cello, og hendes krop er fysisk bedre egnet til det store instrument, fordi hun er højere og lidt større end mig,« siger hun, mens hendes arme bevæger sig, som om hun pludselig sad med en cello foran sig.

»Man bliver nok det instrument, man spiller. Min skikkelse passer i hvert fald bedre til violinen. Det er lidt ligesom hønen og ægget, når det kommer til mig og min violin. Vi passer godt sammen. Jeg kan ikke forestille mig selv uden min violin. Den er mit liv. Det er meget sjældent, at der går en dag, uden at jeg spiller på den. Sådan har det været, siden jeg var fem år.«

Selvopdragelse og disciplin

Da alle fire søstre blev optaget på Wiens Hochschule für Musik, havde de altså en solid musiktræning bag sig. Men de vidste ingenting om at bo alene. Det var en hård, men også lærerig tilværelse, hvor de selv skulle stå for alt fra madlavning til rengøring. Soo-Jin griner lidt genert, mens hun forklarer om de seks år, de fire søstre boede sammen i en lejlighed i Wien.

»Vi kunne ikke lave mad. Vi vidste måske lidt om, hvordan man kogte ris, men det var også det. Så vi spiste tit ude. Rengøringen skete heller ikke så tit, som det burde. Men efterhånden lærte vi os selv det hele. En ven af familien kom dog og så til os engang imellem. Men vi skulle selv opdrage os selv og finde ud af, hvordan alt ting fungerer. Også på det menneskelige plan. Altså hvordan man skal agere i forskellige situationer.«

Det med at fjerne nullermænd i krogene og holde maven mæt var ikke det eneste, Soo-Jin Hong skulle opdrage sig selv til. Hun skulle også selv hive sig i øret og holde disciplinen hver dag.

»Vi motiverede hinanden og øvede os sammen. Man blev helt urolig, hvis den anden søster øvede sig, og man ikke selv gjorde det. Vi var meget tætte, og mange kendte os i Wien, fordi vi altid var sammen alle fire. Heldigvis havde vi fået disciplinen ind i barndommen, hvor vi øvede med min mormor hver dag. Og mine forældre har altid været arbejdsomme, så det har vi også lært meget af. Som ung var det også konkurrencen og de frugter, man høstede ved at yde sit bedste, der drev mig. Jeg blev motiveret af, at folk blev ved at komme til mine koncerter. Det, at man kan røre nogle mennesker gennem musikken, var jo motiverende,« smiler Soo-Jin Hong.

Savnet og ensomheden

Smilet fryser i Soo-Jin Hongs ansigt, når hun husker tilbage på den ensomme tid, som også kunne luske sig frem i den internationale og livlige by, Wien. Soo-Jin Hong kigger ud på Københavns decembersne, mens hun sætter ord på længslen.

»I starten var det svært, fordi vi ikke kunne tysk. Men alt det nye hjalp på savnet. Efterhånden kom længslen dog. For selv om vi havde hinanden, følte vi os klart ensomme i et fremmed land. Alt var jo anderledes fra det, vi kendte fra Korea. Også kulturen. Jeg kan huske, at vi en dag gik en tur, mens det regnede. Vi så en gammel dame uden paraply. Vi fik lidt ondt af hende og tilbød hende vores paraply. Men hun blev helt paf og bange, og begyndte at skælde os vildt ud. Det var ret ubehageligt at blive afvist for at ville hjælpe. Det var vi slet ikke vant til,« forklarer Soo-Jin Hong, mens hun flittigt bruger sine arme og hænder til at supplere fortællingen. Både til at vise paraplyen, hun taler om, og til at vise den skældudpegefinger, damen viftede med i Wien.

Prisen for at blive en dygtig musiker er høj, og Soo-Jin Hong har også betalt hen ad vejen. Hun så kun sine forældre to-tre gange om året, og selv om hendes mor ringede hver dag, var hun der ikke i løbet af Soo-Jin Hongs pubertet. Savnet var ikke kun efter familien, men også venskaberne.

»Wien er en kulturel by, der tiltrækker mange musikere. Men mange af dem rejste efter en kortere periode. Så jeg har savnet de længerevarende venskaber, som mange af mine danske kolleger har. Her har folk kendt hinanden, siden de var fem år. Vi fire søstre var næsten som veninder, så dengang gjorde vi ikke så meget ud af at få veninder. Det er lidt ærgerligt, når man kigger tilbage. Hvis jeg en dag skulle tage det valg, mine forældre gjorde, og sende mine børn af sted, ville jeg ikke gøre det. Der er jo store risici ved det. Jeg var meget heldig at være af sted med mine tre søstre, og jeg kunne ikke have klaret det uden deres støtte.«

Pres eller passion

Soo-Jin Hongs far havde et højt ønske om at blive musiker, men måtte ikke gå efter drømmen for sin far, der så, at sønnen blev læge. Han adlød og blev tandlæge. Men sangen lagde han ikke fra sig, og i dag synger han i et kor i fritiden. Men er det på grund af farens egne bristede drømme, at Soo-Jin Hong og hendes søstre blev sendt til musikkens by?

»Nej, jeg ville selv gerne af sted. Det var jo eksotisk at blive sendt til den ”Stadt”, hvor de store musikere har haft deres gang. Bare det at gå i de gader, hvor Mozart engang har gået, var helt magisk,« siger hun, mens stjernerne stråler i hendes øjne. Soo-Jin Hong holder en tænkepause, mens hun overvejer, om hun som barn følte sig presset til at øve. Hun starter en sætning, men afbryder sig selv og konkluderer så:

»Vi har lært, at man skal yde sit bedste og tømme sit indre, når man spiller. Men man blev ikke straffet, hvis ikke man var den bedste,« siger Soo-Jin Hong med et alvorligt blik.

At være koreaner i Danmark

Efter de otte år i Wien førte musikvejen Soo-Jin Hong til Tyskland og videre ud i verden, hvor hun spillede på internationale scener. Hendes søster giftede sig med den danske pianist Jens Elvekjær og sammen med søsteren og hendes mand dannede de gruppen Trio con Brio Copenhagen, som de vandt flere priser med. I 2004 blev hun opfordret til at gå til prøvespil på stillingen som 2. koncertmester i DR SymfoniOrkestret, og selv om det var hendes første prøvespil, som er en form for optagelsesprøve, fik hun jobbet. Og året efter klatrede hun længere op ad musikstigen og fik jobbet som 1. koncertmester i DR SymfoniOrkestret. Hun er nu dansk gift og holder af Danmark, hvor hun føler sig hjemme.

Hun er en del af DR og dermed også en del af den danske kultur, men hvor svært har det været for Soo-Jin Hong at integrere sig i det danske samfund?

»Integreret?«

Hun bryder ud i høj, smittende latter.

»Jeg havde næsten lige lært ordet integration, da det nye ord, assimilation, kom på banen,« griner Soo-Jin Hong.

»Det gik heldigvis meget glat med at blive integreret i Danmark. Jeg gik naturligt ind i det, fordi jeg allerede kendte min svogers familie. Mit indtryk af danskerne var meget positivt, og folk tog godt imod mig. Men den danske ironi er stadig ret fremmed for mig. Nu har jeg vænnet mig til det. En anden stor forskel er, at man ikke bruger ordet ”De” om en person, man ikke kender. Det er ret mærkeligt at sige ”du” til en, jeg aldrig har mødt før. I Korea er der rigtig mange høflighedsgrader. Jeg siger jo ”De” til min far,« forklarer Soo-Jin Hong alvorligt, mens hendes uforstående blik afslører, at hun stadig ikke har vænnet sig til den danske metode.

Asiatisk ydmyghed

Selv om Soo-Jin Hong har boet den største del af sit liv i Europa, har hun ikke lagt den asiatiske ydmyghed bag sig. Den skinner igennem i den sagte måde, hun forklarer sig på. For eksempel når hun skal svare på, om hun havde fået samme succes, hvis ikke hun var taget til Europa.

»Mit liv havde set helt anderledes ud. Hvis jeg var blevet i Korea, var jeg blevet en god musiker, men jeg havde ikke kunnet rejse sådan rundt. Så jeg føler mig meget privilegeret over at være kommet til Europa.«

Heller ikke når hun bliver spurgt om sine fremtidsdrømme, finder hun et konkret svar frem:

»Jeg håber, jeg bliver ved med at forbedre mig, rejse og møde forskellige mennesker. Så jeg har det rigtig godt, hvor jeg er lige nu.«•