Fortsæt til indhold
Livsstil

Køb abonnement på familiens dødsfald

Dansk hjemmeside sælger abonnementer på dødsannoncer så familie, slægtninge og venner hver morgen kan være sikre på pr. e-mail bliver orienteret, hvis en af deres kære er gået bort - ihvertfald 60 pct. sikre

Afdoede.dk hedder en ny tjeneste på nettet, hvor man for 195 kr. kan abonnere og dermed være sikker på hver morgen kl 9.00 at få en e-mail, når en bekendt er afgået ved døden. Eller ihvertfald 60 pct. sikker, indtil videre. Men det med sikkerheden kommer vi tilbage til.

Hjemmesiden giver med andre ord sine brugere besked, hvis en person i det område, man abonnerer på, er død. Tjenesten er tiltænkt mennesker, som bor langt væk fra fødeegnen. Abonnenterne kan vælge et område eller op til ti postnumre, de er særligt interesseret i.

”Stammer man for eksempel fra Esbjerg, kan man få et abonnement på det område. Familiemedlemmer lever mere og mere spredt og har i højere grad brug for at få oplysninger fra det område, de kommer fra,” forklarer Martin Høj, der er ansvarshavende redaktør på afdoede.dk, der åbnede i august 2006.

Nu kunne man frygte, at man som ældre abonnement med et stort netværk af familiemedlemmer og venner i risikoalderen over hele landet hver morgen skulle sidde og kæmpe sig igennem i tusindvis af navne fra diverse postnumre. Men sådan er det ikke. Faktisk, oplyser Martin Høj, dør 135 mennesker i Danmark i gennemsnit hvert døgn. Så abonnerer man på f.eks. 10 postnumre, mener Martin Høj ikke, at listen hver morgen kan risikere at blive på meget mere end 20-25 navne, som man så hurtigt kan løbe igennem og eventuelt nikke genkendende til. Derefter kan man eventuelt klikke ind på en mere detaljeret bagvedliggende dødsannonce med flere data.

En service fra bedemændene

En række bedemænd, der står for at tegne knap 60 pct. af alle dødsannoncer i danske aviser, meldes at samarbejde med afdoede.dk. I forbindelse med begravelsen spørges de efterladte, om de desuden om de ønsker, at dødsannoncen også skal offentliggøres på afdoede.dk. Uanset om de ønsker det, giver bedemændene beskeden om dødsfaldet videre til afdoede.dk, der udsender alle navnene til abonnenterne, men altså ikke nødvendigvis linker til en annonce.

Hvad med resten?

Svagheden i systemet synes at være, at de mange bedemænd landet over, der godt nok tegner op mod 60 procent af alle dødsannoncer i Danmark kun indrapporterer deres egne annoncer, hvorfor at abonnenten kun får mails om de 60 procent af landets dødsfald. De kan derfor ikke kan være sikre på at få besked, hvis Moster Oda i Frederiksværk er sovet ind og de efterladte har valgt en "forkert" begravelsesforretning.

Havde de ikke været smartere, hvis I holdt øje med alle dødsannoncer i danske aviser, uanset om de var tegnet af ”jeres bedemænd”, spørger FPN?:

”Jo, det kan vi desværre ikke endnu. Men sådan et system er på tegnebrættet. Når folk tegner abonnement på en avis, er de jo heller ikke sikre på at få alle landets nyheder,” siger Martin Høj, der ikke svarer på, hvornår sådan et system er effektivt.

Sideaktivitet

Emailservicen og abonnementsordningen er i virkeligheden en sideaktivitet. Afdoede.dk’s hovedmission er at være en slags onlineværktøj for de tilknyttede bedemænd, der benytter sitet og annonceskabelonerne derpå til enklere at kunne fremstille færdige dødsannoncer for de efterladte til avisernes navnesider.

afdoede.dk har godt 1000 abonnenter på emailservicen, et tal der meldes hastigt stigende. Samt 30.000 ubetalende brugere, der hver måned studerer de ca. 40.000 online-dødsannoncer, der hvert år sættes på siden.