Fortsæt til indhold
Livsstil

10 Spørgsmål

Hendes rødder er i Danmark, men hun bor på Manhattan med sin mand David Belafonte og sine børn. Nu har eksmodellen Malena Belafonte lanceret parfumen "Dreams", hvor 50 kroner fra hver solgte flaske går til nødhjælp.

1Hvordan er din dag forløbet indtil nu?

Jeg var oppe det meste af natten, da min søn, Amadeus, på tre måneder var forkølet. Min 4-årige datter Sarafina var også hjemme med forkølelse, så jeg hjalp hende med et kunstprojekt samtidig med, at jeg besvarede e-mails. Senere på dagen havde jeg et møde, skulle tjekke farver ud til min kommende kosmetikserie og tale med leverandører i Danmark. Efter middag læste jeg historie for Sarafina, lagde hende i seng, pakkede gaver ind og gik tidligt i seng derefter.

2 Hvad gør dig glad?

Jeg er meget nem at gøre glad. Jeg har for eksempel verdens bedste venner, der er gode til at sende en e-mail med søde ord. Et opkald fra min mor er også dejligt. Men det bedste er nok et smil fra Sarafina eller Amadeus.

3 Hvilket sted i verden holder du mest af?

Min mands favn...og så det sted, hvor min familie befinder sig.

4 Hvad var din største oplevelse i 2007?

Det var at føde min søn selv om det også var den værste oplevelse. Fødslen var meget dramatisk, fordi hans hoved lå skævt. Det endte med akut kejsersnit efter 30 timers veer. Heldigvis var han helt ok bortset fra nogle blodige mærker på issen.

5 Hvem vil du helst spise middag sammen med?

Det er min mand, fordi vi har så lidt tid sammen alene. Derudover vil jeg pege på Nelson Mandela på grund af de værdier og holdninger, han står for.

6 Hvad gør du, når ingen kigger?

Ikke noget andet end det jeg gør, når folk kigger.

7 Hvad har du i din håndtaske?

Lip gloss, mascara, pudder, pung, en sutteflaske, vandflaske, kreditkort og min blackberry -telefon.

8 Hvornår har du sidst dummet dig?

I december måned tog jeg til en julefrokost, der havde fundet sted dagen før. Jeg mødte op i det store skrud med gave og fandt ud af, at jeg kom en dag for sent. Det var helt klart en kvajer.

9 Hvad har livet lært dig?

At tage det bedste fra mennesker jeg møder i et forsøg på at få det bedste ud at livet. Og så at man ikke kan bruge janteloven til noget som helst.

10 Hvad vil du gerne huskes for?

Jeg vil selvfølgelig gerne huskes for at være en god ven og naturligvis en fantastisk kone og mor. Derudover for at jeg har et stort hjerte, og at jeg har forsøgt at gøre en forskel for børn og kvinder, der er dårligt stillet. V