Guiden til en forårsdag i helvede

Der er tale om en revideret udgave af en tidligere bragt artikel.

Fase 1: Før start!

I løbet af vinteren er kilometer efter kilometer blevet ædt på mørke veje, mens sofakartoflerne har siddet med iPad’en og smovset sig i flødeskumskager. Og nu står du der ved startstregen iført korte bukser, vabelplastre og energigel. Dine sanser arbejder på højtryk. Observerer, vurderer, fokuserer …

Dette er den store prøve, hvor du skal vise, at du er skabt af et helt særligt, sejt stof.

Et strejf af tvivl indfinder sig som hos et barn, der er usikker ved at stå på egne ben: Har jeg nu drukket nok? Er det ikke alt for varmt? Gnaver skoene ... måske burde man tisse en sidste gang?

Det er stemmerne, der rumsterer inde i hovedet.

Dæmonen taler til dig: »Hvorfor gør du det? For hvis skyld?« Englen siger: »Rolig, rolig. Træk vejret. Slaaaap af. Du kan godt.«

Du er omgivet af tusindvis af andre løbere, der er i gang med deres indre monologer. Du småsludrer nervøst med nogle af dem om vind og vejr og fortæller, hvorfor de ikke skal forvente for meget af dig i dag. Skaden, der stadig nager. Og forkølelsen, som har ligget på spring op til løbet. Men de hører ikke efter.

På bundlinjen er og bliver vi hver især helt alene i verden om dette vanvidsprojekt: maraton. 42,195 kilometer i løbesko.

Fase 2: 0-14 kilometer

Tre, to, en ... bang. Vi vælter ud fra startområdet i grønne, sorte og lyserøde gevandter.

Efter de første nervøse kilometer, hvor overgearede væddeløbsheste forsøger at sætte verdensrekord, finder du ind i en rytme og begynder at tro på løbets muligheder. Træningen HAR båret frugt. Kroppen er frisk og har vinger som i ungdommens vår. Den gode stemme inde i hovedet har overtaget. Åh, du er så hurtig og lækker. Du presser dig selv. Du kører i en åben sportsvogn og overhaler og overhaler og overhaler.

Du har fundet dit glid og holder dine planlagte mellemtider på sekundet. Du hoverer indvendigt over løbere, der allerede nu er ved at miste momentum og sakker bagud. Kender de overhovedet ikke deres egne grænser? Det gør du.

180 skridt i minuttet. Det er perfekt. Hold ryggen rank. Drik ved hvert væskedepot.

Du vinker ud til en tilskuer, der vistnok råber dit navn. Klapper en lille dreng i hånden, da du løber forbi. Det kan ikke gå galt. Du er i kontrol.

Fase 3: 14-28 kilometer

Så begynder trætheden at melde sig. Skulderne bliver stive. Og tvivlen begynder at nage. Som den periode i livet, hvor du har bundet dig selv alt for hårdt med villa, elbil og vovse. De andre tror på dig, bilder du dig selv ind (i virkeligheden er de fuldstændigt ligeglade), og du forsøger at leve op til deres og ikke mindst dine egne forventninger, men nu betaler du tilbage for dit overmod i løbets første fase, hvor du dansede let hen over asfalten.

Den sorte stemme presser på: »Kan du ikke lige så godt opgive det hele? Stå af … erkende, at du er en fiasko?«

Men du kommer over midtløbskrisen. Tro mig. Sætter tempoet ned og affinder dig med, at løbet måske ikke bliver helt, som du på forhånd havde drømt om.

Men hvad? Du kan også sagtens leve med mindre. For det har stadig været et godt løb, og du har accepteret din skæbne som en middelmådig løber. Dem er der heldigvis flest af, og du falder i selskab med nogle af de andre, der også har sat tempoet ned. Det er næsten hyggeligt … et fællesskab midt i den ensomme kamp.

Fase 4: 28-42 kilometer

Og så sker det. Dit blik bliver stift.

Du banker lige ind i muren, så det giver en ordentlig mavepuster. Depoterne er brugt op. Der er udsolgt.

De små skavanker, der tidligere blev affejet med et skuldertræk, udvikler sig til kroniske smerter, der truer fundamentet med at bryde sammen. Men du holder fast, selv om den lille djævel inde i dit hoved kværner løs: »Hvorfor gør du det her? Det er da latterligt. Sådan en gammel tosse. Hvad tænker du på? Stop nu. Stop lige nu. STOP.«

Du kæmper imod og prøver at regne din sluttid ud, men tallene hvirvler rundt i hovedet: »13 gange 4 er ca. 50, så din sluttid bliver ca. fem minutter langsommere, end hvis du løb 10 sekunder hurtigere på de sidste ...«

De sidste kilometer er det kun den flossede viljestyrke, der holder dig i gang. Dit syn er sløret, og hovedet er bims. Publikums opmuntrende tilråb er som børnenes ugentlige telefonopkald til de gamle forældre. Det giver lidt glæde her og nu, men kan ikke alene føre dig i mål. De sidste slæbende skridt tilbagelægges med en sort mand med en le i hælene. Men pludselig står der et skilt, der fortæller, at der kun er 200 meter tilbage. TO HUNDREDE METER. Du er lige ved at græde.

Fase 5: 42,195 kilometer

Enden er nær. Ganske nær … Bare ganske få meter, og din mission er fuldført. Folk klapper anerkendende af din bedrift, selv om de ikke kender dig. Du ved godt, at nogle af dem peger fingre ad dig og griner lidt, fordi din løbestil er … tja. Men du er ligeglad, for du kan huske, hvor flot du så ud i begyndelsen af løbet. I et splitsekund føler du overskud som i ungdommens vår. En lille spurt?

Nej, det må blive en anden gang.

Og så er det, at kvalmen kommer. Smerten, pinen og løbets ufattelige hårdhed bliver forløst i et kæmpemæssigt brølende bøvs. Lige der på målstregen vælter det hele ud.

Mens du får medaljen hængt om halsen, låser dine muskler sig fast i slemme kramper, som får din krop til at forstene. En official spørger, om du vil have hjælp, men du kan ikke overskue at forholde dig til andre mennesker. Og du kan slet ikke forholde dig til, hvordan du nogensinde skal få dine løbesko af og tage cyklen hjem.

Men du er lykkelig ... for du gjorde det.

Og måske er der et liv efter maratonløbet?