Fortsæt til indhold
Livsstil

Danskerne vil helst holde ferie i Danmark

Danmark var den mest populære rejsedestination blandt danskerne sidste år. Det kan tilskrives tendenser som klimabevidsthed og et ønske om flere lokale oplevelser, lyder en turismeforskers vurdering.

Danskerne holder flere ferier i Danmark end tidligere. Det viser den seneste årlige undersøgelse af danskernes rejseadfærd fra 2018, som Dansk Kyst- og Naturturisme står bag i samarbejde med VisitDenmark.

Forklaringen på udviklingen kan både skyldes et mere klimavenligt feriesyn, et ønske om mere nærhed og at mulighederne for gode ferieoplevelser i Danmark er blevet styrket i takt med efterspørgslen. Det fortæller Bodil Stilling Blichfeldt, der er turismeforsker og lektor ved Syddansk Universitet.

»Det handler til dels også om, at det er blevet mere politisk korrekt at holde ferie i Danmark. Vi taler om det at holde ferie i Danmark på en helt anden måde, end vi gjorde for 10-15 år siden. Dengang var diskursen, at vi ”bare” var hjemme i Danmark,« siger Bodil Stilling Blichfeldt.

Vi taler om det at holde ferie i Danmark på en helt anden måde, end vi gjorde for 10-15 år siden.
Bodil Stilling Blichfeldt, turismeforsker

Det ændrede sprogbrug og bevidsthed om det at holde ferie indenlands er også en tendens, som Sisse Wildt, der er kommunikationschef i Dansk Kyst- og Naturturisme, kan nikke genkendende til.

»Mens det tidligere hed ”vi skal bare være hjemme i år”, har man de senere år blandt erhvervsaktører og destinationer været gode til at udvikle og synliggøre de oplevelsestilbud, som Danmark har at tilbyde. I kombination med den øgede bevidsthed om klimafordelene ved en danmarksferie, tror jeg, at den indsats er med til at gøre det mere attraktivt at holde ferie i Danmark,« siger Sisse Wildt.

Klimaet påvirker ferieovervejelserne

For første gang i undersøgelsen om danskernes rejseadfærd har man spurgt ind til betydningen af bæredygtighed og klimaovervejelser, når det kommer til ferievalg.

11 pct. af de 2.009 respondenter svarer, at det bæredygtige fokus har påvirket deres seneste rejsevalg. 15 pct. siger, at det vil påvirke deres næste valg af rejse, mens 17 pct. svarer, at de overvejer at rejse mindre til udlandet af hensyn til klimaet.

Ud fra undersøgelsen vil det dog være for tidligt at konkludere, om danskerne er blevet mere klimabevidste, når de vælger feriedestination, fortæller Sisse Wildt.

»Men vi kan se tegn på en spirende forståelse for, at vores adfærd som ferierejsende har betydning i et bæredygtighedsperspektiv. Vi ved også, at der er en klar sammenhæng mellem viden om bæredygtighed og holdningen hertil. Fire gange så mange af dem, der ved noget om bæredygtighed, forventes at rejse mindre netop af hensyn til klimaet,« siger hun.

Turismeforsker Bodil Stilling Blichfeldt er enig i, at der er meget, der tyder på, at klimadebatten påvirker vores ferievalg.

»For 10-15 år siden handlede klimadebatten mere om, at vores egen adfærd bare var en dråbe i havet. Nu handler debatten også om vores eget forbrug, hvor vi rejser hen, og hvor meget vi flyver,« siger hun.

Det nære tilvælges

Udover hensynet til klimaet er der også en tendens til, at danskerne vælger at holde ferie herhjemme på grund af et ønske om mere nærhed, fortæller Bodil Stilling Blichfeldt.

»Vi har fået begreber som staycation og nearcation, så vi tydeligere kan signalere, at danmarksferier er et aktivt valg, der bl.a. både kan bunde i klimabevidsthed og et ønske om mere nærhed,« siger hun.

Hun forklarer, at staycation refererer til det at holde ferie hjemme i sin egen have, mens nearcation betyder, at man tager på ferie i sit eget land. Begge dele er ifølge turismeforskeren blevet mere udbredt, samtidig med at danskerne også rejser til udlandet. Tendensen er nemlig også, at danskerne ofte tager på mere end én ferie om året. Så det er derfor ikke et spørgsmål om at vælge Danmark frem for udlandet, men snarere et spørgsmål om at gøre begge dele, fortæller Bodil Stilling Blichfeldt.

»Der findes faktisk danske børn, der har rejst i hele verden, men aldrig har været på Himmelbjerget. Nogle familier har tidligere sprunget de nære rejser over. De forældre kan så tilbyde deres børn noget, de ikke har prøvet før, ved at tage på øhop, cykelferie eller vandretur i Danmark,« siger Bodil Stilling Blichfeldt og tilføjer:

»Uanset hvor store oplevelser en ferie måtte byde på, så er kerneformålet jo at gøre det sammen med dem, vi holder af.«

Flere museer og bedre mad

Netop det at skabe rammerne for den bedst mulige ferie er der også kommet mere fokus på rundt om i Danmark de senere år, påpeger Bodil Stilling Blichfeldt.

»Danske turismeaktører gør meget for hele tiden at udvikle udbuddet af museer og attraktioner for at tiltrække danskerne. Vadehavscenteret ved Ribe er et godt eksempel,« siger hun og nævner også dansk madkultur som en tiltrækningsfaktor.

»Danskerne ved godt, at de kan få billigere mad på ferier andre steder i verden, men her kommer det an på, hvad man får. Hvis der er tale om en bakke pomfritter, så kan man godt sammenligne priserne. Men hvis man får nogle lokale, bæredygtige fødevarer, der smager lidt mere af gourmet, så bliver det mindre direkte sammenligneligt,« siger Bodil Stilling Blichfeldt.

Hun forklarer også, at danske turister i Danmark tidligere har været en overset indtægtskilde, men at der de senere år er kommet et mere afbalanceret fokus.

»Ved en udenlandsferie tager man jo pr. definition rigtig mange penge med ud af landet. Så vi skal huske, at danske turister i Danmark er rigtig godt for handelsbalancen,« siger Bodil Stilling Blichfeldt.