For meget søvn kan forkorte livet

Forskning viser, at sovetrynernes mange timer i sengen kan betyde øget sundhedsrisiko og et tidligere farvel til livet.

Artiklens øverste billede
En lang nats søvn kan risikere at gøre mere skade end gavn. Foto: Niels Christensen

Dynen kan virke betryggende med et gyldent løfte om, at en lang søvn kan veksles til fornyet energi. Når morgenen melder sin ankomst, kan den virke så tung, at vi faktisk slet ikke har lyst til at ryste den af os efter de anbefalede syv til otte timers søvn.

Men nu viser forskning fra Keele University i Storbritannien, at trangen til at sove igennem kan gå udover helbredet. Det kan ligefrem stjæle år af vores liv.

Forskerne har undersøgt data fra 74 studier med mere end tre millioner mennesker og er nået frem til, at for meget søvn er sundhedsskadeligt. De, som sover mere end 10 timer har 30 pct. større risiko for at dø før tid, end de, som sover otte timer.

Studiet fandt en sammenhæng mellem søvnens længde og risikoen for slagtilfælde. De personer, som lå i sengen i mere end 10 timer øgede således risikoen for at dø af slagtilfælde med 56 pct. Risikoen for hjerte-karsygdomme blev øget med 49 pct. Ifølge studiet øger dårlig søvnkvalitet i det hele taget risikoen for hjertekarsygdomme med 44 pct.

Sovetrynernes trang til sengen kan derfor være en alarmklokke, som vi skal holde øje med.

»Unormal søvn er et tegn på forøget risiko for hjertekarsygdomme. Der bør blive gjort større overvejelser om at undersøge både længde og søvnkvalitet under en patients konsultationer,« udtaler lederen af studiet, Chun Shing Kwok i en pressemeddelse.

Chun Shing Kwok mener, at hverdagens turbulens i samspil med stress og fysiske og psykiske forhold kan følge med os i søvnen og påvirke både længden og kvaliteten af vores søvn og dermed risikere at gøre alvorlig skade på vores sundhed.

»Søvn påvirker alle. Mængden og kvaliteten af vores søvn er kompleks,« siger hun.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen