Låneudbyder dømt til at betale strafgebyrer tilbage: Sådan kommer dine penge retur
Tilbagebetalingen ventes at ske den 31. maj og de følgende dage.
Hører du til blandt de danskere, som har betalt strafgebyrer på 39 kr. til Viabill? Så får du snart dine penge tilbage.
Det bekræfter den aarhusianske virksomhed fredag i en pressemeddelelse. Virksomheden, som har tjent penge på at udstede strafgebyrer til kunder, der har købt varer på afbetaling med rente- og gebyrfrie lån, skal tilbagebetale gebyrerne efter en dom fra Sø- og Handelsretten fra april.
Efter dommen oplyste Viabill, der samarbejder med 3.200 netbutikker, at man ville rette ind, og fredag bekræfter virksomheden, at man ikke har anket afgørelsen - heller ikke selvom man er uenig i den. Man har til gengæld sat en dato på for, hvornår forbrugerne kan vente at få deres pengene igen.
»Vores forretningsbetingelser er udarbejdet af nogle af landets fremmeste advokatfirmaer, som har speciale i forbrugerret. Vi har alle ønsket at lave en god løsning til danske forbrugere, og forbrugerne har elsket at betale med løsningen. Sø- og handelsretten mener, at nogle bestemte gebyrer var i strid med fortolkningen af renteloven, og det accepterer vi, og retter ind,« siger Viabills direktør, Jan Lytje-Hansen, i pressemeddelelsen.
Tilbagebetalingerne kommer til at ske den 31. maj og de kommende dage, mens de tilskrevne renter vil blive udbetalt efterfølgende. Det såkaldte autopay-gebyr på 39 kr. vil blive indsat på brugernes betalingskort, hvis det er teknisk muligt. Det vil sige, at kortet ikke er udløbet eller spærret, og at oplysningerne på kortet er opdateret.
Hvis det ikke er muligt, vil Viabill inden for fem arbejdsdage efter opdagelsen kontakte brugeren et e-mail med et link, hvor man kan indtaste sine bankinformationer. I samme øjeblik, man gør det, vil pengene blive overført til bankkontoen, lover VIabill. Der vil blive sendt en mail med en påmindelse, hvis Viabill ikke har hørt fra kunderne inden for tre uger.
Viabill regner med, at der også vil være brugere, som man ikke har kontaktoplysninger på, og hvor det ikke er muligt at sætte penge ind på betalingskortet. Virksomhedens svar på det er at indrykke annoncer i Jyllands-Posten og Berlingske, som gør opmærksom på dette. Derfra kan man kontakte kundeservice.
Viaplays forretningsmodel gik ud på at opkræve strafgebyrer for at hæve forsinkede betalinger på forbrugernes betalingskort. De kunder, der ikke var opmærksomme på reglen om, at den månedlige ydelse for de rente- og gebyrfrie lån skulle betales tilbage senest den 20. i hver måned, kunne således underkastes gebyret måned efter måned, indtil de opdagede det.
På den måde kom én kunde eksempelvis til at betale 560 kr. for en ordre i en netbutik til en værdi af 212 kr.
Kunden kontaktede efterfølgende Forbrugerombudsmanden, der tog sagen op og altså fik medhold i Sø- og Handelsretten. Viabill vil udetale autopay-gebyrerne, der er udstedt mellem den 6. april 2015 og den 28. februar 2017. Derudover vil man tilbagebetale såkaldte remminder-fees - påmindelsesopkrævninger - udstedt mellem den 1. marts og den 21. december 2017.