Svalegangen Århus: MARCUS HITENGEL
Punkpoeten og kultforfatteren Michael Strunges digte er blevet omformet til et stykke usædvanligt teater.
Svalegangen Århus:
MARCUS HITENGEL
Efter Michael Strunge
Af Pelle Koppel
Spilles til 19. februar, derpå landsturné til 14. martsMan skulle tro det umuligt at tage en stabel digte, sætte dem sammen uden ændringer og skabe et effektfuldt stykke teater af dem.
Det er ikke desto mindre lykkedes for dramatikeren og instruktøren Pelle Koppel.
Michael Strunge levede kun kort - fra 1958 til 1986. Han var de unges digter i en tid, da de gjorde oprør mod det etablerede samfund og det ikke mindst i København.
Vi er mellem betonmure.
Det er en ganske spændende tid at tage hans poesi op igen i dag, da et sådant masseoprør ikke synes at ligge om hjørnet og heller ikke føles så væsentligt. Strunges ord virker i dag ikke med det oprørets kraft, at de kan skabe kult som dengang.
Hans ord er så meget mere værd at lytte til.
Det rent menneskelige aspekt er trådt tydeligt frem på bekostning af samfundskritikken. Det gælder i hver fald for udvalget og sammensætningen på teatret.
Poesien virker med ordenes kraft og klarhed. Strunges poesi er stadig stærk, men ikke rå. Så meget er sket på mindre end en snes år.
Gløder og gnistrer
Strunge hedder her Marcus Hitengel, som vi følger i hans stræben efter at skrive digte.
De citeres i dialogform af ham selv og fire andre. Digtene glider over i hinanden, og man føler fællesskabet mellem dem og også tiden bag dem som mere trist, end mange af os erindrer.
Ordene som sådan gløder og gnistrer, og de er mange. Det er det mest problematiske, at man som tilhører flere gange gerne vil sætte tiden i stå for at kunne overveje, gennemtænke og erindre det sagte.
Det er sjældent i dansk teater, at ordene får så stærk magt, fordi de siges så smukt og præcist, så musikalsk, så ægte og naturligt. En stor kompliment og tak til alle fem unge skuespillere.
Der er forstærkning på, for ordene skal falde naturligt sammen med Henrik Munks og Martin Ottesens elektroniske lydbillede og upåtrængende musik.
Lyttede intenst
Martin Tulinius' og Nigel Zabielas scenebillede passer hertil. Med flytbare kasseformede sætstykker og en spændende lyssætning skabes smukke billeder, som understøtter ordene nærmest magisk.
Heri indgår også personerne. Man kan næsten tale om en minimalistisk personføring i Pelle Koppels instruktion.
Mikkel Arndt er forfatteren, som sidder ved sin computer og til sidst står parat til at springe ud, som Strunge gjorde det i en manisk opstemthed og i den tro, at han kunne flyve. Ned med himlen, op med drømmen. Stine Prætorius, Christine Exner, Holger Østergaard Kristensen og Roger Matthisen er hans fire meddigtere. Alle kan de ikke alene kunsten med ordene, men de overbeviser også scenisk i et præcist og forstående engagement.
Et aldersmæssigt blandet publikum lyttede intenst. Der var ikke et host at høre, ikke en eneste hvisken eller uvedkommende lyd.