Transformator-teater i Aalborg
På fredag - den 31. august - åbner Aalborg Teaters nye scene, Transformator.
Scenen er etableret flyttet ind i de lokaler, som tidligere husede Aalborg Teaters Mindste Scene.
Tanken er, at Transformator fremover skal fungere som scene for teatereksperimenter, film, liveradiodrama, kabaret, koncerter, DJ’s, brandtaler, racerbaneturneringer, poesibanko med mere.
Stedet fungerer samtidig som bar med automatøl, mærkværdigheder og uventede tricks, lover den nye transformator-vicevært, skuespilleren Morten Burian.
Overskudsprojekter
Ideen er, at Transformator skal være hjemsted for alle de overskudsprojekter, blandingsgenrer og skøre ideer, som angiveligt popper op blandt de medvirkende i landets største skuespillerensemble.
Samtidig håber man, at Transformator kan blive en platform for lokale kreative netværk, der her kan udfolde deres ideer. '
Hver torsdag kl. 20.00 vil man således kunne trække en øl eller vand i automaten og være vidne til et eller andet kunstnerisk blandingsmisbrug.
I september bydes der bl.a. på pudderparykker og barok performance til ”Barocco Night”, racerbilturnering i den nye ”Racerklub 9000”, musikfilmklub og en superdynamisk livekollision mellem musik og maleri.
Senere vil holdet bag Transformator byde på en såkaldt uendelig kabaret, kaldet ”The Trans Late Show”.