Det Kgl. Teater, Turbinehallerne: UDVIDELSE AF KAMPZONEN

Det Kgl. Teater, Turbinehallerne: UDVIDELSE AF KAMPZONEN
Af Jens Albinus efter Michel Houellebecqs roman
Scenografi: Mia Stensgaard
Iscenesættelse: Jens Albinus
Sidste dag 27. marts. Hvad stiller man op med et liv, hvor der ikke sker noget som helst? Det er ikke et dårligt liv som sådan, det er bare fladt og kedeligt. Tage livet af sig? Det er måske så drastisk endda. Og egentlig lyst til at dø har man vel heller ikke. Selv om livet grundlæggende synes at være en ensom og tom affære.

Det var ikke lige sådan, man forestillede sig fremtiden som bumset pubertetsknægt, smækfuld af forventninger og lystne drømme. Igen er det jo ikke, fordi der er noget alvorligt i vejen med det, der er. God løn, godt arbejde, ja, ja. Men er det virkelig det hele?

Det er kun teater

Og inden læseren med forhåbentlig angstfyldt hjerte begynder at overveje, om anmelderen nu om et øjeblik suiciderer eller blot giver op midt i en sætning, skynder han sig at understrege, at det er sådan omtrent, verden tager sig ud i hovedpersonen Michels øjne. I Jens Albinus' dramatisering af franskmanden Michel Houellebecqs roman. Så bare rolig, kære læser, det er kun teater. Personligt er anmelderen skam godt tilfreds med livet, selv om den ikke uvæsentlige del af det, der hedder dansk teater, jo desværre ikke altid opleves som lige berigende. Men i dette tilfælde er den nu. For neden under denne komedies meget præcise og spiddende satire på det moderne computersamfunds kølige tristesse, gemmer sig en følelse af vemod, en længsel efter noget andet og bedre, der løfter forestillingen op over tidens stribe af livsstilsparodier.

Utilpassethed

Der er en stille og kejtet utilpassethed hos hovedpersonen, Michel, pragtspillet af Nikolaj Lie Kaas som en stor, nørdet knægt, en omvandrende hæmning i tøj, hår, sko og udstråling. Selv om udstråling måske er at gøre for meget ud af det om en krop, der formelig vender indad af lutter beklemt kedsommelighed, mens fyren nærmest som en tilskuer betragter sig selv og sin verden. Som heller ikke er munter.

Samfundsfloskler

Nicolas Bro spiller Michels påtrængende kompagnon, en tykhudet, pigeglad og støjende kæmpeklovn, hvorfra det vælter ud med informationsteknologiske samfundsfloskler. Mia Lyhne og Niels Skousen kappes om at være uudholdelige i forskellige kontormodeller - stramt og morsomt ramt, hvor det er små forskydninger, pauser og pointeringer, der gør ikke specielt vittige replikker til perfekte parodier. Det hele bliver til et stiliseret kondensat af virkeligheden, præsenteret af Benedikte Hansens brintede dødsengel af en fortæller, der løbende kommenterer, perspektiverer og viser frem, som var vi i et gammeldags raritetskabinet.

Isafkølet men godt

Det er vi nu ikke. I Mia Stensgaards raffinerede scenebillede er det snarere som en stor Louisiana-installation, hvor en trækasse pendler frem og tilbage mod en bleggrøn baggrund, lyse vægge og gråt plankegulv. Isafkølet og trøstesløst.

Jamen, er vores liv da virkelig sådan, spørger læseren lettere desorienteret. Nej, forhåbentlig ikke.

Det er kun teater. Godt teater.