Østre Gasværk Teater: DØDENS TRIUMF
I 1970'erne formelig sugede "Dødens Triumf" publikum til Det Kgl. Teater. I dagens opsætning på Østre Gasværks Teater kan primært nydes som et nostalgisk og underholdende danseshow. Med enkelte højdepunkter i musikken og dansen.
Østre Gasværk Teater
DØDENS TRIUMF
Koreografi: Flemming Flindt
Musik: Thomas Koppel
Arrangement og kapelmester: Frank Hasselstrøm
Scenografi: Joe Vanek
Iscenesættelse: Vivi Flindt.
Sidste dag 21. december.
Der er næppe et eneste interessant dansetrin i hele forestillingen. Men hvad betyder det, hvis det samlede resultat er et medrivende og underholdende dansedrama.
Sådan var "Dødens Triumf" engang. Det var ikke blot udsigten til blottede bryster og nøgne underliv, der formelig sugede folk i Det Kgl. Teater aften efter aften dengang i 1970'erne. Her blev fortalt en civilisationskritisk historie med mening og perspektiv i, på et lettilgængeligt, visuelt og musikalsk fængende sprog.
I dag på Østre Gasværk er tingene ikke så indlysende mere. Verden er ganske vist stadig truet på livet, dødbringende sygdomme florerer i bedste velgående - aids, ebola og miltbrand - og vi forbruger i et tempo, som var hver dag den sidste.
Virkeligheden holder fortsat en bunke ubehagelige trumfer i sin hånd. Men "Dødens Triumf" gør ikke rigtig mere. Vi skal en stor del af tiden finde de nostalgiske briller frem for at nyde showet. Som grundlæggende ikke har ændret sig ret meget.
To nye scener er kommet til - den ene, rulleskøjtenummeret "Børneleg", allerede da balletten blev genopsat på Det Kgl. Teater i 1994, den anden helt nye, "Striptease", hvor to ældre kvinder udnytter alle mode- og kosmetikbranchens forskønnende hjælpemidler for at blive attraktive igen. Ingen af de to scener føles umiddelbart som gevinster, heller ikke musikalsk.
En musikalsk fornøjelse
Men ellers er aftenens store fornøjelse i høj grad musikalsk. Thomas Koppels suggererende musik holder stadig, ikke mindst fordi den her får sig en ny og dejligt rå live-fremførelse, der aldrig forråder det dybt melodiøse, men blot frisker tonerne op. Og så klæder det, at de vokale indslag er blevet flere end oprindeligt.
De mange optrin på scenen er også blevet frisket op, hvilket de ikke nødvendigvis har haft godt af. Hvor den gamle opsætning, så vidt jeg husker den efter at have set den sådan cirka 15-20 gange, lod historien udfolde sig abstrakt i kroppene og bevægelserne, får vi her en heftigt grimasserende karikaturmimik.
Der overspilles simpelt hen på livet løs, værst i scenen med den rige (nøgne) mand, der skal smøres ind i rød beskyttelsesfarve. Stakkels Morten Innstrand kan slet ikke styre sin figur, men overstyrer vildt og hektisk.
Heller ikke Døden i Jeppe Mydtskovs imponerende skikkelse får lov at lade kroppen skabe udtrykket - også han skal sende dystre grimasser og blikke ud til publikum. Det giver alt for ofte forestillingen en ufrivilligt teatralsk slagside.
Dog ikke et øjeblik i scenen med de to gamle. Her er Niels Kehlet og Elsa Marianne von Rosen gribende, betagende og rørende i deres dans om troen på livet og kærligheden trods sygdom, alder og død, mens efterårsbladene falder blidt. Det er så smukt, at der er dømt klumper i halsen. Også soldaterscenen fungerer stramt og godt, lige som fængselsscenen får ekstra effekt af det store spejl i buret, der giver dobbelt så mange fanger for de samme penge.
Og så er slutbilledet med undergangen, røgen og Billie Koppels sang i "Dear Little Mother" vel fortsat noget af det mest effektfulde danseteater, der kan ses. Denne gang med et lille håb om en fremtid for menneskeheden - efter den altødelæggende brand sjipper en pige hen over scenen.
Så selv om dødens triumf altså denne gang langt fra er fuldkommen - hverken i historien eller opsætningen - står forestillingen sig trods alt stadig. Nu blot som et nostalgisk og underholdende danseshow.