Bellevue Teatret: MR. NICE GUY
Brødrene Madsen i topform med underholdende show om menneskets udviklingshistorie.
Bellevue Teatret,
København
MR. NICE GUY
Af Anders og Peter Lund Madsen
Musik: Kim Larsen
og Henrik Balling
Scenografi: Karin Trille Høy
Iscenesættelse: Maria Vinterberg.
Til 6. november, derefter turné.
Hvor kommer vi fra, hvem er vi og hvornår går bussen? Disse tre for menneskeheden så essentielle spørgsmål forsøger brødrene Madsen at give os svaret på i dette spøjse og underholdende show. Her er plancher, hjerner i sprit, videofremvisning, lysbilleder, landkort og hjernebark i hoppepudeform. Det er anskuelighedsundervisning af den mest fornøjelige art, og når det bliver for overvældende - og det kan det godt blive med to gange Madsen, der stort set ligner hinanden og taler som hinanden og lige så meget som hinanden, den ene dog lidt mere gakket i hovedet (og det er Anders, som også har skæg) - så kommer der lige et stykke med sang og dans, så vi kan hvile ørerne.
Blev De forpustet af den forrige sætning? Sådan virker showet også. Forpustende og forfriskende sjovt, når hele menneskehedens historie fra vuggen i Afrika til dagen i dag på Bellevue rulles op i et begavet snuptag. Det er verbal diaré, voldsomt illustreret, så vi ikke keder os et sekund. Som når vi får præsenteret skaldyret med verdens længste kønsorgan, hjerners størrelser og ydeevne hos såvel mennesker som dyr - og der er virkelig mange, meget dumme dyr - byrundtur i Neanderthal, den lille tyske by, hvor den nok så berømte Neanderthal-mand blev fundet, historien bag "det hvide snit", samt ikke mindst en omsiggribende og vidunderligt morsom historie om, hvordan Madsen-brødrenes forældre mødte hinanden lige efter krigen.
Peter Lund Madsen har rollen som den forholdsvis seriøse formidler med det tørre lune, mens Anders Lund Madsen som klassens søde klovn nok engang tryller med sin lettere distræte humor, der pludselig detonerer i små energibomber af komisk urkraft. De supplerer hinanden forbilledligt, ikke mindst fordi der midt i alt pjanket er solid substans i dem begge.
Trine Dyrholm fungerer glimrende som den delikate og sødmefulde pauseunderholdning i dette verbale festfyrværkeri med kraft på stemmen og masser af udstråling i et bundt sange af Kim Larsen og Henrik Balling, der spænder fra de sprælske viser til den rytmiske rock. Teksterne kommenterer og funderer over livets gang og meningen med det hele, fint suppleret med fire kvindelige dansere. Resultatet er en dejligt livsbekræftende forestilling, der ikke varer længere end at vi sagtens kan nå bussen hjem.