Folketeatret: KLOKKEREN FRA NOTRE DAME
Det er ikke nemt. Da Mastodonterne for et par år siden opførte Sebastians "Klokkeren fra Notre Dame" i Cirkusbygningen, tog det tæt på fire timer, inden vi endelig var færdige. Her i Folketeatrets udgave klarer vi os på toenhalv.
Tekst og musik:
Sebastian
Scenografi:
Jan de Neergaard
Iscenesættelse: Ina-Miriam Rosenbaum
Til gengæld føles det, som om nogen lidt tilfældigt har flået hver anden side ud af manuskriptet, med det resultat, at personernes indbyrdes følelser og relationer virker nærmest uforståelige. Hvem er de, og hvorfor er de pludselig forelskede eller hader hinanden? Den store logik eller årsagssammenhæng går aldrig rigtig op for os.
Nu gør det måske ikke så meget, for teksten er mildt sagt ikke det stærkeste ved Sebastians musical, der i lange passager virker temmelig banal i replikkerne. Det er i sangnumrene, forestillingen for alvor lever. Ikke mindst fordi mange af de medvirkende synger rigtig udmærket.
Derimod er selve opsætningen lidt af en besynderlig affære.
Rent scenografisk virker det fattigt og ubehjælpsomt med en flad grunddekoration og en masse små trapper og stilladser, der rulles ind og ud af de medvirkende. Forklaringen er, at forestillingen efter sommerferien skal turnere i teaterforeningerne, hvor der hverken er drejescene eller andre tekniske faciliteter. På Folketeatrets store scene, hvor mange flotte musicals har kunnet lade sig gøre gennem tiden, føles det imidlertid som en unødigt pauver indpakning.
Leger med tid og stil
Samtidig leger man i kostumer og rekvisitter bevidst med tider og stilarter. Her er præstekutter og cowboybukser, kærter og lommelygter, gammeldags pinebænk og moderne kørestol. Historien om sigøjnerpigen Esmeralda (Rahel Yebio), som både den vanskabte klokker (Benjamin Boe Rasmussen), den strenge præst Frollo (en flot syngende Henrik Weel) og den unge digter, Gringoire (en ung og sød Philippe L. Christiansen) alle forelsker sig i, skal åbenbart virke stedsegrøn og evigt aktuel, selv om historien jo synes uhjælpeligt knyttet til Middelalderen med dens hekseforfølgelser, bål og brand.
Samme leg går igen i instruktionen, hvor det nogle gange virker, som om instruktøren og koreografen ikke tager historien alvorligt. Pludselig leger de for eksempel sommerrevy med indlagte korpiger eller forsøger at ligne en aldrende rockkoncert, andre gange synges der lidenskabeligt om kærlighed, mens kropssproget fortæller, at dette her i virkeligheden kun er for sjov. En sådan ironisk distancering klæder ikke den Disney-agtige historie, der må tages alvorligt, hvis den overhovedet skal have mening.
Så det er en noget forvirret og desværre også jævnt kedelig omgang musicalteater, vi her præsenteres for. Meningen er vist, at det skal være for hele familien, men dertil er opsætningen nok for abrupt og uforståelig for de mindste, og for banal for de voksne. Man må derfor nøjes med at glæde sig over sangene og den flotte musikalske garnering.
Og så at det trods alt ikke varede fire timer denne gang.