Fortsæt til indhold
Teater

Skuespilleren Torben Jensen er død

Torben Jensen, der især var kendt for sine skurkeroller i dansk teater og film, blev 74 år.

Den danske karakterskuespiller Torben Jensen er natten til fredag død i en alder af 74 år.

I mange år var han kendt som dansk teaters superskurk. Blandt hans spidskompetencer hørte nemlig evnen til at portrættere isnende, beregnende ondskab og rå, brutal humor.

Torben Jensen måtte tidligt mærke livets skyggesider på egen krop. Det kunne man læse i hans selvbiografi ”Skurk”, der udkom i 2005.

Torben Jensen stoppede karrieren for mange år siden på grund af hjerteproblemer og sceneskræk. Pressefoto: Ulrik Jantzen/Das B

Opvokset med en alkoholiseret far og en underkuet mor blev Torben Jensen blot fire år gammel indlogeret på et brutalt børnehjem. En hård barndom, der kom til at påvirke hele hans karriere, hvor han ikke holdt sig tilbage fra at legemliggøre de svære og ubehagelige roller.

Efter endt uddannelse på Odense Teaters elevskole havde Torben Jensen i 1968 sin debut på teatret som Nicolai i Odense Teaters opsætning af juleeventyret ”Nøddebo Præstegård”. Senere skulle han blive kendt for langt mindre elskelige roller.

I en årrække udgjorde han en fast bestanddel i flere forestillinger på Aveny-teatret på Frederiksberg, ligesom han havde flere optrædener på Det ny Teater, Bristol Teatret og Folketeatret og senere Det Kongelige Teater, hvor han var tilknyttet mellem 1989 og 1995.

Torben Jensen debuterede på teatret i 1968 ved Odense Teaters opsætning af "Nøddebo Præstegaard". Foto: Bent K Rasmussen/Ritzau Scanpix

Filmdebuten kom i 1975, hvor han dukkede på på lærredet som militærnægter i ”Piger i Trøjen”. Blandt de mest ikoniske af hans optrædener var dog rollen som den lede læge Løwe, der i ”Flamberede Hjerter” af Helle Ryslinge bankede Kirsten Lehfeldt. Rollen indkasserede Torben Jensen en Robert.

Fra nyere tid vil man huske Torben Jensen fra DR’s ”Taxa”, hvor han spillede den kyniske forretningsmand Herman, der forsøgte at indlemme familieforetagenet Krone Taxa i den konkurrerende central Citybilen.

Senest kunne man opleve ham i en minirolle som kvaksalver i DR’s ”Krøniken” fra 2004. Han trak sig dog relativt tidligt fra rampelyset, da hjerteproblemer og sceneskræk satte en stopper for karrieren.

Torben Jensens personlige yndlingsrolle skal have været bankrøveren, som han spillede i bankrøveren i Søren Kragh-Jacobsen og Anders Bodelsens ”Guldregn” fra 1986.

Torben Jensen efterlader sig en voksen datter.

Artiklens emner
Teater