Fortsæt til indhold
Musik

Aarhus' borgmester: "Radiohead bliver en fantastisk afslutning på Northside i 2017"

At sikre sig Radiohead er kulminationen på flere års hårdt arbejde, siger Northsides talsmand.

Aarhus-festivalen Northside har gjort et scoop ved at sikre sig det britiske rockband Radiohead til festivalen, der foregår i juni 2017.

Radiohead betragtes som et af den nyere tids mest innovative rockbands, og gruppen hører til blandt de mest efterspurgte rundt om i verden. I Danmark har gruppen tidligere optrådt på Roskilde Festival et par gange, i KB Hallen og et telt ved Valby Hallen.

»Vi er stolte og beærede over, at Radiohead har sagt ja til at spille på Northside til sommer. De er det perfekte band som hovednavn på vores plakat, og dagens offentliggørelse er kulminationen på flere års hårdt arbejde. Det er en drøm, som her går i opfyldelse for os, og vi glæder os helt vanvittigt meget til at kunne dele den med vores publikum til sommer,« udtaler Northsides talsmand, John Fogde.

I en pressemeddelelse fra Northside udtaler Aarhus Kommunes borgmester, Jacob Bundsgaard (S), sig:

»Med et stort internationalt navn som Radiohead bliver det en fantastisk afslutning af Northside 2017.«

"Northside i sig selv og i særdeleshed en afslutningskoncert med Radiohead er stærke bidrag til at styrke byens internationale musikprofil. Så jeg glæder mig ikke kun på vegne af musikbyen Aarhus, men også fordi sådanne store events i byen er med til at understøtte byens vækst, udvikling og turisme,« siger borgmesteren.

»Det er også baggrunden for, at vi i kommunens eventforum har givet en dispensation til, at Radiohead må spille lidt længere end normalt natten mellem den 11. og 12. juni 2017. Og så er det dejligt at opleve, at en af byens store musikaktører på den her måde vælger at bidrage til alle de oplevelser, vi kan se frem til i kulturhovedstadsåret 2017,« siger Jacob Bundsgaard.

Billetsalget til Northside - og dermed også til Radiohead-koncerten - begynder på fredag den 28. oktober kl. 10.00. Der bliver ifølge arrangøren sat et begrænset antal endagsbilletter til salg til 995 kr. plus gebyrer. En billet til hele festivalen koster 1.545 kr. plus gebyrer, og der sættes også såkaldte VIP-partoutbilletter til salg til 2.495 kr. plus gebyrer.

Radiohead gav senest koncert i Danmark i 2008. Det var på Roskilde Festival, hvor bandet også optrådte i 1990'erne. Derfor var der nok mange, som havde regnet med, at landets største musikfestival ville sikre sig netop Radiohead. Men sådan skulle det ikke gå.

Radiohead blev dannet i slutningen af 1980'erne og fik sit gennembrud med singlen "Creep", der blev et hit omkring 1993. Bandet satte efterfølgende yderligere trumf på med albummene "The Bends" og "OK Computer". Sidstnævnte med bl.a. sangen "No Surprises" udkom i 1997 og blev i sin tid fremhævet som et af årets bedste. Siden er det blevet udskreget til et af alle tiders bedste rockalbum.

I 2007 skabte Radiohead stor opsigt, da bandet udgav albummet "In Rainbows" digitalt og med beskeden om, at publikum kunne betale, hvad det ville for albummet. Det satte en stor debat i gang om, hvad et band kan og skal med den digitale teknologi, som er til rådighed. Og siden har Radiohead fremstået som en gruppe, der hverken vil lade sig binde af noget pladeselskab eller spille med på de kommercielle regler for udgivelsen af et album.

Da bandet tidligere i år udgav "A Moon Shaped Pool", valgte briterne således at gøre det tilgængeligt på egen hjemmeside og udvalgte streamingtjenester.

Northside 2017 foregår fra den 9. juni og til natten til den 12. juni.