Fortsæt til indhold
Aarhus

Northside hæver prisen på billetterne

Det bliver dyrere at deltage i musikfestivalen Northside i Aarhus. Pengene skal gå til et større musikbudget.

Musikfestivalen Northside i Aarhus har ikke haft det bedste år.

Jo, der var stor begejstring for koncerter med eksempelvis britiske Jamie xx, men den generelle opfattelse var, at programmet ikke var blandt de bedste i festivalens historie.

»Det gør da ondt, når man selv synes, at man står med et godt program, og det så ikke har den gennemslagskraft, som man havde håbet på,« sagde John Fogde, talsmand for Northside, i radioprogrammet P6 Beat fredag formiddag.

Som en konsekvens af ovenstående vil Northside til næste år øge musikbudgettet, og pengene skal hentes i dyrere koncertbilletter.

Der forelægger endnu ingen informationer om, hvad næste års billetter kommer til at koste. I år kostede en partoutbillet til Northside 1.395 kr., og festivalen brugte 18 mio. kr. på musikken.

Større danske navne

Der foreligger endnu meget lidt om, hvem der spiller på Northside 2017. Men John Fogde oplyser, at man vil kunne opleve større danske mainstream-navne.

Iagttagere har ytret ønske om at opleve internationale topnavne som Radiohead, Gorillaz og Tool.

»Inden for det koncept, som vi har på Northside, der er Radiohead noget af det ypperste. Men det er også et dyrt band, som samtidig stiller mange krav, så de er lidt svære at lege med. Men måske skulle vi ringe til dem igen,« siger John Fogde.