”Jørgen Ingmann var en pioner og en af de største guitarister, Danmark har haft”
Gasolin'-guitaristen Franz Beckerlee fulgte allerede som dreng med i, hvad Jørgen Ingmann foretog sig på musikscenen i Danmark.
”Jørgen Ingmann, han var en pioner og en af de største guitarister, Danmark har haft.” Det siger den 72-årige Franz Beckerlee om den 89-årige Jørgen Ingmann, som døde i weekenden.
Franz Beckerlee begyndte som saxofonist i jazzmusikken og blev siden leadguitarist i Danmarks største rockband gennem tiderne, Gasolin'.
”Jeg fulgte Jørgen Ingmann, fra jeg var dreng. Jeg begyndte selv at spille saxofon midt i 1950’erne og kom selv fra jazzen, hvor han også havde gjort sig. Jeg var inde og se ham nogle gange. Jeg så ham bl.a. sammen med Daimi og med Grethe Ingmann.”
”Da Jørgen og Grethe Ingmann med den der ”Dansevise” vandt det internationale Melodi Grand Prix, blev han en slags verdensstjerne, og hans version af ”Apache” var også superduper - den var meget bedre end noget af det, andre lavede med det nummer.”
”Der var en anden stor dansk guitarist, Jørn Grauengaard. De to spillede i en duel på tv, som jeg husker det – men jeg kan ikke huske hvornår. Den ene spillede fire takter, og så spillede den anden fire takter og så videre. De strammede virkelig ballerne og var lige gode.”
”Jørgen Ingmann udviklede tidligt et lille indspilningsstudie, der lå på Frederiksberg, hvor han indspillede mange ting – og hvor Kim Larsens ”Værsgo” på min anbefaling blev indspillet, og hvor jeg medvirkede på et nummer eller to. Så jeg har været i studiet og mødt Jørgen Ingmann.”
”Han skabte i det lille studie en fantastisk lyd, hvilket bl.a. skyldtes en rumklangplade, der vist fyldte en endevæg i studiet, der reelt var en lejlighed, så man kunne kun indspille om dagen. Det er der, mange af hans plader er blevet strikket sammen. Han var påvirket af amerikaneren Les Paul, der arbejdede med multitracking – altså indspilninger på flere spor. Jeg tror, at Les Paul var et idol for Jørgen Ingmann. Det kan der ikke være tvivl om.”
”Han kunne godt spille jazz, men han var ikke først og fremmest aktiv jazzmusiker. Han var mere i underholdningsbranchen. Måske valgte han den strategi for at overleve økonomisk.”
Jørgen Ingmann holdt op med at spille guitar for 30 år siden. Franz Beckerlee kvittede guitaren for en snes år siden og vendte tilbage til billedkunsten, som han første gang dyrkede i 1950’erne.