Sanger tændt på det danske sprog

I over 15 år har Trinelise Væring været kendt som en af Danmarks bedste jazzsangerinder og sunget på engelsk.

Men siden sommeren 2006 har hun givet koncerter med et dansksproget repertoire, og der har ligget smagsprøver på dette stilskift på MySpace.com.

Ganske vist havde hun nogle år tidligere sunget på dansk med The Crossover Ensemble, da hun lagde stemme til en række af Poul la Cours digte.

Men nu er hun selv kvinden bag ordene.

Om det håndværk, det er at arbejde med sproget, og om springet fra engelsk til dansk forklarer hun:

»Sprogskiftet har givet mig nye kreative muligheder. Jeg har kunnet tage nogle af de emner, som jeg allerede har gennemskrevet, op igen. Den store forelskelsessang f.eks. – den kan jeg nu skrive på dansk, denne gang lidt klogere.«

Hun begyndte at skrive og synge på sit fødesprog, efter at hun havde hørt forskellige mennesker sige, at engelsk var et skjold, som hun gemte sig bag. Men oplevelsen med modersmålet har ikke været ensidigt positiv.

En anden musik

»Da jeg begyndte at skrive på dansk, syntes jeg, at der kom en anden musik ud, fordi de danske inspirationskilder var nogle andre end de engelsksprogede – det var TV-2, C.V. Jørgensen og musik fra 1980’erne, da jeg var ung. Det kunne jeg ikke rigtigt forlige mig med, for sådan lød jeg jo ikke!

Min stemme havde en anderledes klang, fordi jeg nu sang nogle andre vokaler. Jeg har også lige skullet vænne mig til, at publikum, når jeg synger på dansk, bliver optaget af historien og ikke lytter så meget på musikken. Når man synger på engelsk i Danmark, modtager folk en helhed, hvor de kan vælge at ignorere historien og bare høre udtrykket.«

Rock på bilradioen

På mindre spillesteder, især i København, kunne man høre Trinelise Væring synge numre som radiohittet "Thorkild og Ulla" og den mere inderlige "Et sted ude i mørket", dels med gammeldags rockkvartet, dels i mere rå og simpel duoform med guitaristen Rune Funch som den eneste anden medvirkende.

Det var enkel poprock på dansk.

Men de fem cd’er, som sangerinden havde med ud for at kunne sælge til publikum, var på engelsk og med jazzorkester. Måske ikke det mest relevante visitkort over for nye tilhørere.

Pendlede mellem pop og jazz

I månederne omkring årsskiftet 2007-2008 blev albummet "Lystfisker" indspillet. Nu er det udkommet – og der er ikke megen jazz eller eksperimenterende improvisationspræg tilbage i musikken.

»Min forrige cd pendlede lidt mellem pop, rock og jazz.

Men jeg ville gerne over i ren rock. Jeg elsker for eksempel at høre musik i bilen, og jeg kunne godt tænke mig at lave en plade, der ville fungere dér, for jeg synes, at det er så skønt at høre musik, mens børnene sover, og man kører afsted og kan høre en hel cd uden at blive forstyrret.

Album til bilen

Måske har jeg bare haft lyst til at lave en cd, som jeg selv ville sætte på i bilen.

Og det er det altså ikke blevet til country & western af! I jazz må man skrive lange numre i suiteform og med to minutters introer. Det har sin charme og giver nogle muligheder. Men det er også en udfordring at sige, at nu må et nummer kun vare tre et halvt minut.

Det føles som et dogme på den gode måde, hvor man skærer alt flimmeret bort. Melodien og historien er fortælleren. Det har i øvrigt givet mig en anden tilgang til de jazzting, som jeg stadig laver indimellem.«

Men skiftet i musikstil er sekundært – i hvert fald for hovedpersonen selv:

»Sproget føles lige nu som det største skift. I musikken har der over en årrække været en stille, løbende bevægelse i retning af pop/rock.«

Øøø-endelserne

Hvorledes blev musikken anderledes, da du skiftede sprog?

»De første sange, jeg skrev på dansk – for to år siden – blev lidt for viseagtige.

Det tog mig nogen tid at finde frem til, hvad jeg kunne tage med, og hvad jeg kunne tilføre. Jeg gik over til udelukkende at spille på guitar, og det gør også noget ved musikken.

På klaver er det så nemt at flytte fingrene til en ny akkord, men på guitar føles det naturligt at blive liggende på den samme akkord og groove lidt, og man kan spille med en masse åbne stemninger, der gør, at man bliver i den samme tonart.«

Farvel til engelsk?

Ved koncerterne synger du kun på dansk nu. Er det et endeligt farvel til engelsk?

»Nej. Jeg er ikke blevet fascistoid danskskrivende. Jeg er også med i bandet Retro Rocket, hvor jeg skriver de engelske tekster – og synes, at dét er vildt sjovt.

Jeg synes ikke, at det er så skønt, at det danske sprog for eksempel er fuld af så mange udefinerbare e-endelser, der i virkeligheden ikke er e-endelser, men snarere øøø-endelser.

Men jeg er tændt på at fortælle historier, og så må jeg jo fortælle dem på et sprog, som folk forstår her og nu. Så jeg er ikke færdig med dansk.«

Nej til digte

Men det er altså tekster til musik? Du har ikke planer om f.eks. at udgive en digtsamling?

»Nej. Det interesserer mig ikke en meter. Jeg tror egentlig, at mine tekster var mere poetiserede på engelsk, fordi det var et fremmedsprog. Det var som at tage det fineste tøj på. Men digte – nej. Det er musikken, der er motoren i det. Men indholdet, budskabet, det, som jeg vil sige, bliver mere og mere vigtig i min musik. Musik og tekst sammen er en stærk cocktail, der kan tale til ens følelsesliv. Med digte får man jo kun den ene side – som en bloody mary uden vodka. Det smager lidt af fugl, men ordene mangler sin iscenesættelse, noget at spille op imod.«