Klumme: X Factor er for tabere

Om et dusin uger bliver der udråbt en vinder i DR1’s nye underholdningsprogram X Factor.

Vinderen af sangerkonkurrencen vil kunne se frem til en pladekontrakt, og hvis vedkommende skal følge trenden fra det tilsvarende tv-show i Storbritannien, ender det med en albumudgivelse, der får masser af købere.

Men efter at have set programmet virker det, som om X Factor i de kommende uger bliver et show, der bruger masser af tid på de dårlige sangere og taberne.

Derudover vil der blive fokuseret en masse på dommerne (ansigtsudtryk, kropssprog og ordvalg), og så vil der også lige blive brugt nogle få minutter på lidt skønsang og good feeling-fornemmelser.

Anderledes end "Stjerne for en aften"

Er det overraskende, at det forholder sig sådan?

Ja, kan et svar lyde.

Det er nemlig en anderledes stil end ”Stjerne for en aften” (DR) og ”Scenen er din” (TV 2), der havde den forberedte optræden som omdrejningspunkt, mens der er lighedspunkter med ”Popstars” (TV-2). Det program fulgte på godt og ondt deltagerne i og uden for spotlyset.

Nej, kan et lige så godt svar lyde, hvis man ser på andre aktuelle tv-shows, f.eks. underholdningsprogrammerne om vejen til at blive såkaldt topmodel eller såkaldt dansestjerne.

Disse programmer lægger TV3 og Kanal 5 sendetid til.

Her handler det i laaaaang tid i stor udstrækning om ham, der er alt for tyk til at kunne danse, men som prøver alligevel, og om hende, der taler dirty om alle de andre, når de ikke hører på det – og i øvrigt ikke er den bedste amatør, når det kommer til stykket.

Senere i udsendelsesrækken kommer det så i højere grad til at handle om det dusin, der næsten er lige gode til det, som de nu konkurrerer om.

Men vi skal selvfølgelig stadig have en lang række fejltagelser, en masse nederlag og en del beskidt snak med.

I første udgave af X Factor blev vi lukket ind i en verden, hvor en masse håbefulde amatørsangere i alle mulige aldre og størrelser skulle vise, hvad de kunne, for de tre dommere – de tre erfarne musikere Remee, Lina Rafn og Thomas Blachman.

Dommertrioen

Lad os lige dvæle ved trioen et øjeblik!

Remee blev fremstillet som den venlige og professionelle (”beklager, du er bare ikke dygtig nok!”) og som det storsmilende svar på svigermors drøm.

Lina Rafn, der er frontfigur i Infernal, blev lanceret som den, der med sit eget skæve karriereforløb havde bevist, at man ikke behøver at være den bedste eller kønneste for at slå til, så længe man har talent, fightervilje og en fræk udstråling.

Og så var der Thomas Blachman.

Han er en anerkendt musiker og en dygtig producer, men i X Factor blev han - i hvert fald i mit fjernsyn - fremstillet som den sære, den usympatiske og den uberegnelige dommer.

Ham, der kunne sige grimme ting uden at pakke dem ind, bifalde en deltager, som de andre syntes var elendig, og som også lige var oppe at markere i forhold til dommersøsteren.

Hvad kan det ikke ende med af verbale ting og sager fra Dr. Blachman i den kommende tid!!!!????

Nå, men i første program blev dommertrioen i hvert fald hurtigt enige om, at niveauet hos de fremmødte amatørsangere var alt andet end imponerende.

Mangel på talent

Og de havde ret.

Der var flere deltagere, som havde lige så lidt sangtalent som alle os andre. Og så var der dem, der var endnu værre!

Underligt nok havde de ikke fået det at vide af nogen forud for programmet.

Jeg tænkte: Har de levet alene hele livet?

Kan det skyldes, at han kommer fra en anden planet?

Er hun blevet betalt for at synge så dårligt?

Er de bare for dumme eller hva’?

Hvor er det dog dumt af vedkommende! Han bliver jo til grin i skolen, og hun bliver latterliggjort på arbejdet eller i det lokale supermarked!!!

Bagefter udsendelsen fik jeg – lidt – ondt af deltagerne.

For selv om de formentlig – forhåbentlig – havde tænkt over, at deres sangprøve blev optaget med chance/risiko for et liv på tv og efterfølgende på diverse hjemmesider på nettet, havde de nok ikke nogen forestilling om, hvordan deres audition ville blive fremstillet i den bedste sendetid.

Ikke et liveshow

Det hører jo med til historien om X Factor, at det indtil videre ikke er et liveshow.

Med andre ord kan hver enkelt deltageres optræden på tv skrues sammen af producerteamet, så den får et drama, som måske ikke fandt sted med samme intensitet ude i virkeligheden.

For eksempel var der i første program et lille stykke socialt teater om to søskende, der stillede op hver for sig – og med store drømme om at gå videre.

Det endte med det meget forudsigelige resultat, at den ældste kom med, mens den yngste, der skulle have holdt sig til lidt sang derhjemme, blev dømt ude på en småperfid måde af Thomas Blachman.

Men ved hjælp af interviewstumper og en række billedsekvenser fik seerne – jeg i hvert fald – i løbet af et øjeblik fortalt historien om den lille lidt naive og forkælede lillesøster, der aldrig burde have stillet op, og så storesøsteren, der blev overrasket over sin egen gennemslagskraft hos dommertrioen. Og så blev seerne – jeg – også lige strejfet af den tanke, at storesøsteren aldrig troede på sin lillesøsters chance.

Hun lod bare som om!

Så, hvordan mon familiehyggen bliver derhjemme i den kommende tid?

Sådan var der en masse små dramaer undervejs – og langt de fleste havde et lidt negativt præg.

En god glad fyr

På positivsiden fik vi små good feeling-indslag, f.eks. et forholdsvis langt indslag med en melodiøs charmetrold med stort smil og endnu større hår, og så var der også lige en rakethurtig gennemgang af en masse glade vindere.

Han er med, hun er også med, han er klar, og hun er også videre!

Og så ellers tilbage til de dårlige sangere, de mærkelige stemmer og de mystiske optrædender, der får lov at leve videre på X Factors egen hjemmeside forud for de kommende udsendelser.

Hvem bliver taberne næste gang?