Miki Mistrati gaber over for meget
... og det gør læseren også. ”Lyset sletter nattens ord” er ikke videre ophidsende.
Det er ikke de centralt placerede politiske eller religiøse figurer, der interesserer romanforfattere, men medløberne. Dem, der tiltrækkes af de kompromisløse budskaber. Den ideologisk overbeviste er sjældent særlig godt fiktionsmateriale, fordi der ikke er plads til ændring og udvikling.
Både Doris Lessing (i ”Den gode terrorist” fra 1985) og John Updike…