JP's kulturredaktør: "Han var en af de største danske forfattere i nyere tid"
Klaus Rifbjerg var i følge Jyllands-Postens kulturredaktør, Palle Weis, en af de største danske forfattere i dette og sidste århundrede.
Lørdag aften fik forlaget Gyldendal meldingen om Klaus Rifbjergs død. Den 83-årige forfatter og debattør var efter en periode med sygdom gået bort.
Et stort tab for familien og vennerne til forfatteren men også for danskerne og den danske litteratur.
”Han var uden sammenligning en af de allerstørste danske forfattere. Både når det kommer til romaner, noveller og digte,” siger Palle Weis, der er er Jyllands-Postens kulturredaktør.
Palle Weis ønsker ikke at fremhæve enkelte af Klaus Rifbjergs værker, for som han siger, så var niveauet højt i alt, hvad Klaus Rifbjerg skrev.
”Selvfølgelig vil hans debutroman, ”Den Kroniske Uskyld”, være det værk, der står klarest i hukommelsen hos de fleste. Det er et værk, som de fleste har et forhold til. Han har været aktiv i 60 år, og i den periode har han næsten kun skrevet litteratur i virkelig særklasse,” siger han og fortsætter:
”Han havde et ekstremt højt produktionsniveau, og var aktiv helt til det sidste. Men også hans rolle som redaktør og senere litterærdirektør hos Gyldendal klarede han ganske forrygende,” siger han.
Rollen som debattør har Klaus Rifbjerg også formået at udfylde til det ypperste.
”Når han stod frem i medierne eller skrev debatindlæg, så var han en person, som folk lyttede til. Han formåede også at skabe debat. En af hans sidste markante udmeldinger var blandt andet, at der kun var 2.000 begavede mennesker i Danmark,” siger Palle Weis.
Klaus Rifbjerg efterlader sig tre voksne børn: Oversætter Lise Rifbjerg, journalist Synne Rifbjerg og jazztrommeslager Frands Rifbjerg.