Klaus Rifbjerg er død
En af Danmarks største forfattere er død i en alder af 83 år.
Gyldendals presseservice bekræfter over for Jyllands-Posten, at en af Danmarks største forfattere, Klaus Rifbjerg, er død i en alder af 83 år. Forlaget fik besked om dødsfaldet lørdag aften.
I 1955 blev han gift med Inge Rifbjerg, men i 2011 flyttede hun på plejehjem, og han blev alene. Sammen har de tre børn, oversætter Lise Rifbjerg, journalist Synne Rifbjerg og jazztrommeslager Frands Rifbjerg.
Hans debuterende digtsamling var ”Under vejr med mig selv” fra 1956. Efterfølgende har han skrevet tæt ved 40 romaner og en lang række digt- og novellesamlinger.
Klaus Rifbjergs mest ansete tidlige værk er ”Den kroniske uskyld” fra 1958, der senere blev filmatiseret i 1985. Bogen har siden været fast pensum i de fleste gymnasieklasser, og hvis ikke man har læst bogen eller har set filmen, så kender man den i hvert fald på navnet.
Han trak for alvor overskrifter i 1970, da han sammen med blandt andre Ebbe Kløvedahl Reich røg hash på Kulturministeriets trappe. Det forargede danskerne, da han var en af de første forfattere, der modtog penge fra det nystiftede Statens Kunstfond.
I oktober 2014 forargede han igen, da han i et interview med Adam Holm på DR2 udtalte, at der kun findes 2.000 begavede mennesker i Danmark.
Mindre alment kendt er det, at han i 1976 var medstifter af gourmetrestauranten Kong Hans Kælder, der som den første danske restaurant fik en Michelin-stjerne.
I karrieren er det blevet til en række priser. I 1967 modtog Klaus Rifbjerg De Gyldne Laurbær, og tre år senere i 1970 var han modtager af Nordisk Råds Litteraturpris. I 2001 modtog han Modersmål-Prisen.
Forfatteren Suzanne Brøgger skrev tidligere på dagen om sin mangeårige vens død på det sociale medie Twitter.