»Det er som at se på et menneske, man elsker, der står i et brændende hus«

Den 14-årige Julie sidder med sin mobil i hånden.

Hun har lige afsluttet samtalen.

Nu løber følelserne løbsk.

Hun er alene og ude af stand til at finde retning i de ord, hun lige har hørt.

Opkaldet var fra hendes far.

I dag ved han, at det var en fejl at lade sin teenagedatter sidde alene tilbage med ekkoerne fra deres samtale.

»Det var en forkert beslutning, jeg tog den dag for 12 år siden. Jeg burde have vidst bedre,« siger manden på den anden side af bordet og lægger hånden på en glat voksdug med billeder af jagt i efterårets gyldne farver.

Dyr skjuler sig i træerne langs kanten, ænder i flugt er spredt ud over bordets midte. Nogle ser ud til at være ramt og hænger fast i luften, fanget i et øjeblik, før de falder.

Julie Fisker Lund lægger sin hånd på sin fars hånd.

På dugen står en æske piller og fortæller historien om, at Jørn Christian Fisker ikke har taget sin sidste dosis.

Men der er også noget andet på bordet.

En bog.

På omslaget et timeglas, hvor to tredjedele af sandet er løbet igennem.

Julie trækker bogen til sig og bladrer stille op på den første tekst.

»Opkald fra far,« står der.

Hun begynder at læse:

»det er kræft bugspytkirtlen nå okay … …ordene hviner for mine ører der er stille jeg er alene hjemme jeg snører løbeskoene forsvinder ud i vintervejret…«

Hun læser resten af det digt, hun har skrevet, højt for sin far.

Manden, der lytter, var engang barndommens superhelt.

Han var den varme skikkelse i politiuniformen, der kom og hentede hende i børnehaven, så hun rankede ryggen af stolthed. Måske var det dér, kælenavnet ”Bulle” opstod, et tysk synonym for strisser. Noget stærkt. Noget ubrydeligt.

»Jeg blev voksen som 14-årig«

Faderens opkald gjorde teenageren voksen alt for tidligt. Som skilsmissebarn måtte Julie pludselig forholde sig til kræftdiagnoser, hospitalsbesøg og livets skrøbelighed.

Fra det øjeblik vendte det mentale timeglas, og sandet begyndte at løbe, mens hun ventede på, at hendes far skulle dø.

»Jeg blev voksen, da jeg var 14, og min far blev syg. Det er for tidligt, og jeg er måske gået glip af en ubekymrethed, andre unge har. Til gengæld har jeg fået en forståelse af kærlighed, som de færreste får så tidligt,« siger Julie og ser på sin far.

Ventesorgen sneg sig ind på hende, efterhånden som lægernes fremmedord, diagnoser og prognoser fyldte mere:

»Det er som at se på et menneske, man elsker, der står i et brændende hus. Man har ikke vand nok til at slukke ilden og ved, at hvis man selv løber derind, så brænder man op,« siger Julie.

Hun sidder lidt uden at sige noget.

»Man kan råbe alt muligt,« siger hun så.

»Men man kan ikke redde den, man elsker.«

Hun blev anbefalet at gå i en sorggruppe, så det gjorde hun. Men det var ikke det kollektive kriserum, hun havde brug for.

»Jeg ville være i min egen afmagt. I det, der foregik,« siger Julie.

Hendes digte er samlet i bogen ”Jeg venter på, at du dør”. De er skrevet for at give andre unge et fællesskab i sorgen.

»De skal vide, at de ikke er alene. Det her er et fællesskab, der udspiller sig mellem læseren og teksten. Mit håb er, at bogen skaber et ægte, ærligt og kærligt rum,« siger Julie.

Svært at tale om følelser

Digtene er ikke fiktion. De er observationer.

De er 1:1 med virkeligheden. Et aftryk af livet, som det var.

Jørn kigger ned, så op, så ind i sin datters øjne.

»Det er en barsk titel,« siger han og smiler svagt.

Han har læst to tredjedele af bogen.

»Så kunne jeg ikke mere. Det var for hårdt. For råt. For traumatiserende. Men det er en kærlighedserklæring, og jeg er stolt af hende.«

»… hvad tænker du på efter i går spørger jeg mens vi sætter os i en af de brede vindueskarme med kig over byen jeg er stoppet med at tænke ellers kan jeg ikke være her lægger hovedet på hans skulder og gemmer ansigtet i skjorteærmet da tårerne begynder at trille …« (Fra digtet ”Tro, håb og kærlighed”)

De to ved bordet opdager, at de aldrig før har talt om deres følelser – før nu.

Julie ser på ham:

»Synes du, det er underligt at tale om det?”

»Nej,« siger Jørn.

»Men det ligger jo til familien. Vi taler ikke rigtigt om følelser. Så det er fint, du har lavet den her bog.«

Sygdommen blev deres bindeled. Alle lag blev skrællet af. Helt ind til kernen.

Når man ved, at der er en udløbsdato, er ærligheden det eneste, der er tilbage.

De to voksne mennesker er kommet tættere på hinanden gennem de voksne roller, Julie i en meget tidlig alder måtte tage på sig.

Sandet i timeglasset

Men sådan har det ikke altid været.

Som politibetjent var Jørn ofte væk. I udlandet, på aftenvagter og weekendarbejde. Spørgsmålet om, hvorvidt han har været en god nok far, har fulgt ham gennem sygdommen, specielt når han kiggede op i loftet fra en hospitalsseng.

»Hvem kan afgøre det?« spørger han.

»Men jeg synes, vi har indhentet det, vi skulle.«

»… jeg fik bamsen og en babylampe da far blev indlagt sov med morten hver nat og med babylampen tændt en bamse og en babylampe til en kvinde på 20 år på 21 på 22 på 23 på 24 på 25 år …« (Fra digtet ”Farvel IKEA”).

Julie havde svært ved at sove i mørke. Når natten faldt på, blev stilheden for voldsom. Den var så konfronterende, at hun ikke kunne være i søvnen.

»Jeg havde brug for lyset og den barnlige tryghed i en bamse, selvom jeg var voksen,« siger hun.

For et år siden gav hun slip. Hun begyndte at konfrontere de tanker, der kom om natten – og fandt ro i dem.

Digtsamlingen skrev sig selv, og da hun var færdig med det sidste digt, kunne hun sove igen.

Tilbage på voksdugen ligger bogen med timeglasset. En tredjedel af sandet er tilbage. Og selvom man kunne vende den på hovedet i håb om, at tiden ville løbe tilbage, vil det stadig være det samme sand i glasset.

Julie vil gerne have tiden med sin far tilbage, men hun ved også, at hun ikke ønsker at gennemleve alt det, sandet førte med sig, igen.

Efter Jørns seneste diagnose fortalte lægerne, at han kunne få at vide, hvor lang tid han har tilbage, men det har han valgt ikke at vide. I december skal Jørn gennemgå en stamcelletransplantation. Hvis alt går vel, er knoglemarvskræften væk, og Jørn er kræftfri – i hvert fald på det punkt. Levermetastaserne forsvinder aldrig, men de er i øjeblikket stabile.