»Det er, som om ikke ét eneste ord er tilfældigt i denne roman«
Højskoletraditionen løber i blodbanerne på Ole Tornbjerg, der har begået en særdeles beåndet roman om et samfund, en højskole og et ægteskab i 1960'ernes brydningstid. En tid, der både er omgærdet af fremtidstroens klare lys og afgrundens dybe mørke.
Jeg var ikke nået længere end til indholdsfortegnelsen, før jeg hørte genlyden af en augustnat for mange år siden, hvor vi sad på hvide plastic-havestole i parken ved Grundtvigs Højskole med flaskeøl i den ene hånd og Højskolesangbogen i den anden, mens tonerne rene og rustne løftede sig over den syngende, småberusede flok:
Hvad solskin er for det sorte…