»Kunsten er dybest set ubrugelig. Man kan ikke åbne en bajer med et maleri til 10 millioner«

Græssende køer.

En konge til hest.

En vase med sirligt anrettede blomster.

Har vi ikke alle sammen været der? Stået pligtskyldigt på et kunstmuseum og betragtet den slags malerier? Følt, at vi havde lektier for, mens børnene hev i ærmet og plagede om is og kager i den overfyldte café?

Måske er løbet kørt for køer? Måske har vi ikke brug for flere konger til hest? Måske er interessen for blomstervaser fra 1800-tallet på retur?

Tegneren og billedkunstneren HuskMitNavn vil i hvert fald noget andet.

Han tramper ind i vores samtid med sine streger og går på opdagelse i det liv, vi alle sammen står midt i.

Han tegner bimlende mobiltelefoner, han foreviger en far, der gemmer sig på toilettet for at få fred til at surfe på nettet, og viser os en mor, der bliver sparket i hovedet af sit spædbarn midt om natten. Selv allestedsværende Donald Trump har han portrætteret.

»Hvis publikum skal kunne genkende sig selv i kunsten, må den portrættere den tid, publikum lever i. Med alt, hvad dertil hører af telefoner, tøj, frisurer, politikerne og debatter,« siger kunstneren.

»Alt for meget kunst befinder sig alt for langt væk fra vores eget liv. Måske er det derfor, at mange forlader kunstudstillinger efter 10 minutter. Det kender jeg i hvert fald fra mig selv.«

Den rette nuance af gul

»HuskMitNavn,« siger kunstneren smilende og stikker en hånd frem.

Vi møder ham på det litografiske værksted og galleri Edition Copenhagen på Christianshavn.

»Ja, den er godkendt, den dér,« siger han, mens han lader blikket vandre henover den gule farve på et prøvetryk af et af sine værker.

Nuancen af gul skal være helt rigtig, den skal stå i rette kontrast til de øvrige farver i værket, forklarer han.

Den 48-årige kunstner er klædt i hættetrøje og cowboybukser med malerpletter. Hans rigtige navn flyver rundt mellem litograferne i værkstedet, men det skal ikke gengives her i avisen, for han foretrækker – som en dansk udgave af britiske Banksy – fortsat at være anonym.

Sådan har det været i et kvart århundrede, men selvom de færreste har set hans ansigt, er den tidligere graffitimaler for længst flyttet ind i tusindvis af danske stuer.

Mere om det længere fremme i interviewet.

»Fight the poor«

Først skal vi bladre i hans netop udgivne ”Remember My Name” – en 258 sider lang bog med udvalgte værker fra hans 25 år lange karriere.

HuskMitNavn stopper ved et billede af en muslimsk kvinde, som har sat sin mobiltelefon fast i sit tørklæde.

»Jeg gik en tur på Nørrebro, så kvinden og vidste øjeblikkeligt, at her var et billede,« siger han.

»Jeg følte mig nærmest forpligtet til at dokumentere situationen. Der har været så meget debat om muslimske kvinders tørklæder, men ingen har nogensinde fokuseret på denne geniale måde at bære en mobiltelefon på.«

Vi bladrer videre.

»Stop krigen,« står der i et af værkerne, og i et andet har en rigmand streget »w« og »e« over, så et slogan er blevet til »Fight the poor« i stedet for »Fight the power«.

HuskMitNavn kan næppe sige fra fri for at være politisk. Mere eller mindre direkte.

»Ja, indrømmet, lysten til at portrættere kvinden med mobilen i tørklædet opstår, fordi debatten er så skinger. Man kan aflæse mine politiske holdninger i nogle af mine billeder, mens de andre steder er mindre tydelige. Jeg skitserer også den forvirring, der kan opstå, når politikere bombarderer os med modsatrettede synspunkter i en sag, som vi ellers følte os overbeviste om, vi havde taget endelig stilling til. Nej, jeg bliver ikke partipolitisk, som kunstnere gjorde i 1970’erne, men jeg kommenterer kritisk den måde, vi har indrettet vores samfund på, og de konsekvenser, det har for os som mennesker.«

I sidstnævnte kategori finder man de mange tegninger, som beskriver vores stressede hverdag. En mand løber hurtigere, end hovedet kan følge med til, børnene skal hentes, men cyklen er punkteret.

»Ja, her peger jeg i mindst ligeså høj grad på mig selv, som jeg peger på alle andre. Vi har travlt hele tiden, fordi vi er havnet i en hverdag, som er styret af skolernes åbningstider. Vi kommer trætte hjem og skal skynde os at lave noget aftensmad, som brænder på. Der skal tjenes penge til bolig, forbrug og skattevæsen. Alt river og flår i os,« siger HuskMitNavn, som henter mange af sine idéer i sin egen hverdag.

»Der hersker mange myter om, hvordan kunst bliver til. Mange tror, at inspirationen kommer som et lyn fra en klar himmel. Men jeg opsøger selv inspirationen. Jeg går på arbejde og skitserer mit eget liv. Men jeg ville aldrig aldrig dvæle ved disse situationer, hvis ikke jeg følte mig overbevist om, at mange har det på samme måde som mig. Jeg tror, det er derfor, folk køber mine billeder. De genkender sig selv i motiverne.«

Ubrugelig kunst

Tegningerne er let aflæselige og står i skarp kontrast til den abstrakte kunst. Vi har brug for det enkle udtryk i et kompliceret samfund med en stærk informationsstrøm, mener HuskMitNavn.

»Den abstrakte kunst fylder meget og bliver ofte opfattet som værende mere rigtig. Men kunst har jo ikke en brugsfunktion – det gælder alle typer kunst, altså også det, jeg selv laver. Man kan ikke åbne en bajer med et maleri til 10 millioner, og derfor har man været nødt til at opbygge et teater omkring den, portrættere excentriske kunstnere og bygge dyre museer, for at få den til at virke uopnåelig. Jeg er et helt andet sted. Jeg vil netop have, at kunsten er tilgængelig for alle. Det er derfor, jeg ofte har trukket mine tegninger ud af reservaterne og præsenteret dem i det offentlige rum.«

Han leder efter ordene og smager så på begrebet kunst:

»Altså, jeg bevæger mig jo inden for et felt, som kaldes kunst. Andre dyrker kunstarter som musik eller madlavning, men i mit tilfælde er ordet kunst en del af selve genrebetegnelsen, og det kan skabe en distance til publikum. Kunsten bliver meget let selvhøjtidelig, folk kigger på den, de forstår den ikke og føler sig dumme. Mit ønske har fra start været at skabe billeder, som folk kunne nærme sig uden at føle sig mindre begavede. Det ser sikkert nemt ud, men det er det ikke. Også her er det enkle udtryk svært at ramme. Måske lidt på samme måde som den fængende popsang på tre minutter.«

Luk børnenes skærme ned

Men for at forstå hele sigtet med hans produktion skal vi tilbage til skoletiden i 1980’erne. Alle i klassen havde en rolle, nogen var gode til fodbold, HuskMitNavn sad altid og tegnede, og det i en grad, at forældrene på et tidspunkt gav ham en uge til at vælge en sport, han ville gå til. Valget faldt på boksning, men den gik ikke. Det giver hjerneskader, lød forældrenes indvending, hvorefter sønnen blev gennet ind i en håndboldhal.

Men harpiksen kunne ikke konkurrere med tegningerne, som med tiden flyttede ud af børneværelset og blev til grafitti på de københavnske husmure.

HuskMitNavn var – ifølge eget udsagn – virkelig dårlig til at tegne graffiti i begyndelsen, men da han for omkring 20 år siden trak elementer fra genren over i billedkunsten, ramte han bredt. Ikke blot med sine mange tegninger af letgenkendelige hverdagssituationer, men også med sine bøger, som meget gerne må inspirere børn og unge til at begynde at tegne.

Mange kunstnere lever i frygt for at blive kopieret, men ikke Huskmitnavn. Han giver med glæde sine teknikker videre.

»Jeg husker selv, hvordan det var at sidde med en kunstbog som barn og tænke: Wow, det er da dét der, jeg skal! Ja, jeg vil gerne inspirere og sprede glæden ved at tegne.«

Netop som børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) argumenterer for, at computere, tablets og mobiltelefoner skal fylde meget mindre i klasselokalerne, betoner HuskMitNavn vigtigheden af analoge aktiviteter som eksempelvis tegning.

»Der findes vist ikke nogen forældre i denne del af verden, som ikke – på den ene eller anden måde – forsøger at trække deres børn væk fra mobiltelefonerne, som jo er designet til at trigge hjernen. Det må være derfor, der bliver solgt så mange børnebøger.«

Magt til det analoge

Men HuskMitNavn er ikke bekymret på ungdommens vegne. I virkeligheden føler han sig overbevist om, at vi er på vej ind i en tid, hvor det analoge igen får større magt.

»Alt bliver mødt af modreaktioner, og det bliver den overdrevne brug af skærme også. Alle undersøgelser viser, at man koncentrerer sig bedre med en bog eller med blyant og papir, nu mangler vi bare noget tydelig lovgivning på området,« siger den 48-årige kunstner, der betegner tegning som en såkaldt low-fi-hobby:

»Tegning er ikke en udstyrstung aktivitet. Den kræver bare en blyant og et stykke papir, så kan man bevæge sig ind i universer med rumskibe og fremmede planeter. Der findes ingen bedre måde at bruge sin fantasi på, og man skal ikke engang være særlig god for at tegne godt. Tegn en cirkel, så har du solen, og derfra kan man bygge videre. Børn er gode til bare at sætte sig ned og tegne, mens teenagerne godt kan være lidt for hårde ved dem selv, hvis deres tegninger ikke ligner fotografier. Det er en misforståelse. En tegning kan noget helt andet end et fotografi. Den fungerer i høj grad som letaflæselige symboler. Man kan tegne en udtryksfuld tændstikmand, som kommunikerer klart og tydeligt.«

Stadig anonym

Han kommer ikke til at holde workshops for børn. Eller voksne for den sags skyld. Gennem hele sin karriere har HuskMitNavn været anonym, og han foretrækker, at det forbliver sådan.

»Det stammer fra min tid som graffitimaler. Det er ligesom en del af jobbeskrivelsen at være anonym. Som billedkunstner kunne jeg sagtens stå frem, vise mit ansigt og anvende mit eget navn, men hvorfor egentlig? Har man først har gjort det, kan man ikke slukke for det igen. Ulf Pilgaard er et kendt ansigt i Cirkusrevyen, men det er han også i bussen, og det gider jeg ikke,« siger kunstneren, som ser flere fordele ved at optræde anonymt.

»Jeg lader mine billeder kommunikere for mig og giver dermed publikum bedre mulighed for at læse deres eget liv ind i motiverne. Kunstnere har en tendens til at fylde for meget. De dukker op i spraglet tøj og svinger med rødvinen til deres ferniseringer. Pludselig handler det hele om dem, og det kan ødelægge oplevelsen af kunsten. Jeg kan godt genkende, at man gerne vil møde kunstneren bag værkerne, men der er flere fordele ved ikke at vide for meget om afsenderen.«

Han sidder lidt uden at sige noget.

»Det er ærgerligt at være fascineret af en kunstner i årevis og så finde ud af, at han eller hun er et selvoptaget røvhul,« siger han så.

»Jeg bilder mig ind, at jeg selv er en rimelig almindelig og tilforladelig type. Jeg ville hade at stå i vejen for mine egne værker, fordi nogen synes, jeg er irriterende.«