Hvordan kan man skrive om dem, man ikke tør nævne?

»Hvorfor er der så meget, du ikke har fortalt?« spørger sønnen i Trisse Gejls autofiktive fortæller-jeg i allerførste sætning i forfatterens seneste roman ”De unævnelige”. Romanens hovedperson stiller sig tvivlende over for anklagen, for hun har jo altid talt og talt. Men inderst inde ved roman-jeget godt, at der blandt alt det sagte er bevidst valgte fortielser, der har tjent som beskyttelse, men tavsheden har i realiteten snarere skabt kløfter og afstand.