Velfungerende krimier forsøger at gå nye veje
Dansk krimi byder på både tryghed ved det genkendelige og udfordring fra det overraskende. Få gratis lytteprøve i anmeldelsen.
Dansk krimi byder heldigvis på betydelig variation. De fleste nye titler på markedet går dog efter det sikre forstået på den måde, at det er velprøvede skabeloner, der presses ned over stof, der ændrer sig i langsom takt med de problemer, der har offentlighedens opmærksomhed her og nu.
Man skal ikke kimse ad den læse-tryghed og -tilfredsstillelse, der ligger i mødet med det kendte. Men man skal heller ikke afvise de forsøg på at gå lidt uden for de kendte stier, som vi også ser med ujævne mellemrum på det bugnende krimi-marked.