Når døden måske ikke er definitiv

Man må mangle basal menneskelig empati for ikke at blive berørt af udgangen på norske Carl Frode Tillers roman ”Flugt”. Elisabet og Sakarias levede engang sammen og fik sønnen Johannes, der imidlertid som 12-årig blev kørt ihjel (absurd nok i det øjeblik, hvor han endelig finder en ligesindet ven). Nu mødes forældrene juleaften og er høflige og afventende over for hinanden. Elisabet var engang turnerende pianist, og efter sønnens død er hun fuld af selvbebrejdelser over, at hun ikke var der dengang for at støtte sin outsider-dreng. Nu er hun blevet lettere alkoholiseret, mens museumsarkæologen Sakarias tilsyneladende har forsøgt at arbejde sig ud af sorgen. De to tager ud i snevejret og knæler ved drengens grav, og de ender ved siden af hinanden i sengen. Uden at bliver kødeligt forenet. Til gengæld oplever de begge, at Johannes er hos dem, hvilket teksten demonstrerer er korrekt.