Tre fine krimier, der her ved årets slutning på vidt forskellig vis repræsenterer det bedste i genren

Det forgangne års dominerende krimi har været af den socialrealistiske type, der i Skandinavien kendes som ”nordic noir”. På andenpladsen må bestemt være en anden type ”noir”, ”domestic noir”, der lægger vægt på de dæmoner, der pludselig kan vise sig i dagligdagens ellers så trivielle dynamikker. Med fortællere, hvis pålidelighed læseren efterhånden ikke føler sig ganske sikker på, lokkes man med på en tur ud i mareridtene, neuroserne og, ikke sjældent, det, der er værre.

Den humoristiske krimi fylder ikke så meget i en genre, der foretrækker hverdagslivets gråtoner. Herhjemme har vi heldigvis Jussi Adler-Olsen. I UK har Richard Osman udfordret Mick Herron som krimihumorist.

Den britiske provins’ mangel på charme

Domestic noir lægger på indholdssiden vægt på velprøvede gyserelementer – kirkegårde, fugtige og mørke kældre og den slags – og på fremstillingssiden er den kendetegnet af fortællere, der narrer både sig selv og læseren.

Sådan er det også med den britiske forfatter C.J. Tudors tredje bog siden den meget roste ”Kridtmanden” fra 2018. Denne gang drejer det sig om præsten Jack – egentlig Jacqueline – Brooks. Hun er hjælpepræst i Nottingham, men efter bebrejdelser om svigtende omsorg for sognebørn bliver hun forflyttet til et landsogn i Sussex i det sydøstlige England.

Jack er mor til teenageren Flo, der ikke er spor begejstret over at blive rykket op fra den nordlige storby.

Jack opdager hurtigt, at hun er kommet til et sted, der stadig præges af ældgamle traditioner. Således mindes man stadig tiden mellem 1553 og 1558, da ”Blodige Mary” brændte protestantiske ”kættere” – de brændende piger fra bogens titel.

For knap så længe siden forsvandt to lokale piger sporløst. Efterforskningen af deres forsvinden er for længst opgivet, men mysteriet præger stadig livet i landsbyen.

Jack, der hurtigt finder ud af, at hun afløser den tidligere præst efter hans selvmord, begiver sig tøvende ind i alle de lokale forviklinger og mere eller mindre spegede personrelationer.

Tudor trækker uden blusel og med stor effektivitet på alle registre i en rædselshistorie, der jonglerer med både skeletter i og uden for skabene og chokerende plot-twist.

De nære relationer i Udkantssverige

Der er ikke mange svenske områder, som ikke har fået deres egne krimier. Stockholm fører naturligvis med en lang række storbykrimier, men både syd og nord er efterhånden fyldigt repræsenterede.

Det sydvestlige Sverige, Halland, har fået endnu en stemme med Christoffer Carlsson.

I ”Brænd mig en sol” er egnen omkring Halmstad en væsentlig del af handlingsdynamikken i en krimi, der har de undertiden vanskelige relationer mellem ellers nærtbeslægtede i centrum.

Rammen er en midaldrende forfatters tilbagevenden til barn- og ungdommens egn efter en række år i den svenske hovedstad med storbyliv og – nu kuldsejlet – ægteskab. Han bliver optaget af begivenheder, der udspillede sig godt 30 år tidligere, i 1986. Voldtægter og drab, der aldrig er blevet opklaret.

Forfatteren har egentlig lidt halvdårlig samvittighed over at lade begivenhederne blive til dokumentarfiktion, men det er, som om stoffet styrer ham og ikke omvendt.

Den politimand, der i sin tid stod for efterforskningen, havde ikke meget held med sig. Ikke mindst den lammelse, der havde lagt sig over hele landet i almindelighed og politiet i særdeleshed efter Palme-mordet, gør tingene meget tunge.

Ud over et originalt plot er Carlssons krimi mættet af betragtninger, ja, ligefrem meditationer over de særlige relationer, der findes mellem familier i de nære lokalsamfund langt fra storbyerne dunkende puls. Det er da også forvaltningen af den arbejdsomme hverdag under vanskelige forhold, der til sidst giver forfatteren nøglen til kriminalgåden.

Carlsson mestrer den nordiske hovedstrømskrimis standardelementer, men formår så sandelig også at tilføre originale træk og grave et spadestik dybere end de fleste af sine nordiske krimikolleger.

De geriatriske opdagere

Efter at have konsolideret sig som i ”Torsdagsmordklubben” og ”Manden der døde to gange” som en noget utraditionel geriatrisk efterforskergruppe – gennemsnitsalderen er slut-70’erne – er Torsdagsmordklubben på luksusplejehjemmet Coopers Chase i det sydlige England begyndt at føle sig noget ovenpå.

Denne gang har de fire venner – den tidligere fagforeningsleder Ron, den tidligere sygeplejerske Joyce, den tidligere og stadig praktiserende psykolog Ibrahim og den tidligere MI6-spion Elizabeth – besluttet sig for at se på en 10 år gammel sag om en journalist, der angiveligt døde ved at køre ud over »the white cliffs of Dover«. Men hendes lig er aldrig fundet.

Hendes død havde noget at gøre med den sag, hun var i gang med at efterforske, og som drejede sig om smugling i det helt store format.

For at komme i gang må klubben infiltrere både den lokale medieindustri, politiet, den kriminelle underverden, ja, selv en afhoppet tidligere KGB-oberst, en af Elizabeths tidligere kolleger på den anden side af Jerntæppet, dukker op og begynder at hjælpe til.

At forsøge at give et handlingsreferat af denne rablende historie er en halsløs gerning. Men i takt med plottets komplicering rendyrker forfatteren sin underspillende dialog til akkompagnement af komediens udvikling til farce.

Der er, fornemmer man tydeligt, klangbund i den rige engelske tradition for satire, fra P.G. Wodehouse over Private Eye til Monty Python. Der er dog også dybt indfølte passager om ældrelivets mange prøvelser.

Kombinationen af den charmerende firebande, et rablende farceagtigt plot og en guddommeligt vittigt underspillende stil er det, der helt velfortjent har fået salgstallene for Osman op på omdrejningshøjde med Dan Brown og J.K. Rowling.