»Denne bog kan forhåbentligt vise de voksne, hvordan det føles i den anden ende«
Emilie Stein Thorsen følte sig af og til alene om at være en »dejskraber«. Nu vil hun med en ny bog sætte gang i samtalen om at være skilsmissebarn. For der er »uendeligt mange bøger« for de voksne skilsmisseforældre, men alt for lidt litteratur om »at vokse op i midten af det der«.
Emilie Stein Thorsen kommer cyklende langs søerne i hvide hørbukser og en beige T-shirt. Hun smiler bredt, åbner døren ind til sin mors tætbevoksede gårdhave i Kartoffelrækkerne og smider cyklen fra sig. Hendes navn står stadig med rødt på postkassen. Selv om hun som 21-årig fandt privilegiet i kun at have ét hjem – sit eget.
»Jeg har gået i skole lige her nede for enden af vejen,« siger hun.
»Da jeg var lille, var det virkelig praktisk nemt for mig at være hos min mor. Der var 100 meter til skole, og mange af mine venner boede her i området. Dengang var det stadig lidt pinligt at bo, hvor min far gjorde – efter runddelen på Nørrebro. Det var shawarma-barer og ikke særlig smart endnu.«
Den 26-årige journalist og debuterende forfatter har sagt ja til at gå turen mellem de to steder en gang til. For at tale om at føle sig som en dejskraber, der glatter ud, mærker stemninger og fyldes med dårlig samvittighed. Og for at tale om sin nye bog, ”Generation 7/7”. En interviewbog med 25 andre unge om det, hun kalder en generationsting: at være skilsmissebarn.
Forældrene har en tendens til at glemme, at deres børn ikke er en brik i en kamp. Det er ikke et Risk-spil.Emilie Stein Thorsen
Som lille orkede Emilie Stein Thorsen aldrig turen, når det var skiftedag. Der var det praktiske: at pakke, tage turen og slæbe store net med makeup, fredagsoutfittet eller bøger med i skole. Der var det mentale: at omstille sig til et andet ben i den forgrenede, sammensatte familie endnu en gang.
Hos far spiste de tidligere. Der var små børn i hjemmet og altid en anden rytme, når hun kom efter ni dage hos mor. Så skulle de rigtig hygge sig. Det var godt ment, men underbyggede blot den følelse, der i forvejen rumsterede inde i hende, når hun igen havde konstateret, at papmors tøj hang på det lange tøjstativ inde på værelset: Hun hørte lidt mindre til i familien, end dem, der var der hele tiden.
Et par og fyrre
Dengang ville Emilie Stein Thorsen gerne have vidst, hvor mange af »os«, som hun siger, der faktisk fandtes. Hun troede, at hendes liv var mærkeligere, end det egentlig var, at det var underligt at bo fem dage hos sin far, ni dage hos sin mor. At hun var den eneste, der skulle kæmpe med konflikter og bagtaleri.
Det er derfor, hun har skrevet bogen. For at de voksne kan få et indblik i, hvordan det ser ud fra børnenes perspektiv. Og for at skilsmissebørnene ikke føler sig alene – sådan som hun af og til selv gjorde.