”Hunter i Huskvarna” er symboltunge noveller om tab, ensomhed og latterligt magtbegær

Sara Stridsbergs novellesamling ”Hunter i Huskvarna” skildrer et på alle måder uigennemtrængeligt vildnis af menneskelig forarmelse og ulykke.

Som en norsk anmelder skrev ved udgivelsen, forlader man det dagklare univers og begiver sig ud i det ukendte i samme øjeblik, man åbner den foruroligende og dystre bog.

Novellerne er surreale, drømmeagtige og mareridtslignende. De balancerer hele tiden på grænsen mellem tankespind, socialrealisme og symboltunge allegorier og kræver vist både et psykoanalytisk og litterærkritisk nærstudie for at blive forstået til bunds. Men mindre kan heldigvis gøre det – skriver denne læser, der, indrømmet, har kæmpet indædt med et par af fortællingerne og stadig ikke kan få hold på dem.

Det er ikke første gang, Sara Stridsberg krydser grænsen mellem realisme og surrealisme.

I ”Kærlighedens Antarktis” fra 2019 er det en myrdet kvinde, der selv fortæller sin historie, mens hendes krop langsomt går i opløsning. Fortælleperspektivet er hinsides al logik, men det fungerer fantastisk.