»Meget mærkeligt firma«

Som læseren vil huske, er overskriften på denne anmeldelse en tilbagevendende konstatering i Susanne Biers gennembrudsfilm, ”Den eneste ene”.

Det er vitterligt et aparte firma, vi præsenteres for i den velskrivende Lea Marie Løppenthins ”Livet går over sine bredder”, et begravelsesfirma, kaldet Cyklus, som placerer lig i en bunke kompost (”Bitavlen”), og hu hej, så forvandles kroppen yderst miljøvenligt til jord.

Ja, som det lyder med en tvist af begravelsesritualet, så opstår nyt liv fra det jordiske, idet romanen skildrer nogle jordfødte (!) væsener, som bortset fra visse, om end markante, kropslige afvigelser kan forveksles med almindelige mennesker.

De har lidenskaber som vi andre symbolskabende størrelser, og de jordfødte udgør også en særlig arbejdskraft i Cyklus. Et par af disse afvigende skabninger udvikler venskaber og mere til med kvinder omkring sig. Trods de sympatiserende relationer er det dog også sådan, at skaberne laver en liste over, hvilke kropsdele af de jordfødte som kan bruges, når de engang har udåndet den sidste ilt (!).

I øvrigt udvikler disse pseudo-menneskelige størrelser sig lynhurtigt, og det er ikke det eneste aparte: »I har ikke knogler. I har et nervesystem, som gør jer i stand til at sanse og tænke. I har ikke en hjerne som os, en der sidder i hovedet, I har et kredsløb uden centrum. I har et lungetræ i brystet, som uden direkte sollys kan producere ilt til jeres system, og mere til. I indånder kulilte og udånder ilt.«