Når historiens vold bliver til poesi

Det er kun 39 år siden. Et lille hop i verdenshistorien.

Men den dag skrev sig ind som en af dem, som koreanerne aldrig glemmer.

En dag og begivenheder, som de først kunne begynde at hviske om fem år senere, og som det først efter valget af Sydkoreas første demokratisk valgte præsident, Roh Tae-woo, og afslutningen på de militærdiktaturer, som i 13 år med hård hånd havde styret Sydkorea, blev helt legalt at tale om.

Park Chung-hee, der havde taget magten i Korea i 1961 ved et militærkup, var i oktober 1979 på besøg i et kisaenghus – et overklassebordel, om man vil – da hans egen sikkerhedschef, Chun Doo-hwan, myrdede ham og overtog magten. Chun spillede ansvaret for mordet over på Nordkorea, erklærede nationen i undtagelsestilstand og lukkede universiteterne. Han forbød politisk aktivitet og arresterede for en sikkerheds skyld ikke blot politiske modstandere, men også studenterledere, der kunne volde ham problemer.

Hvad konsekvenserne skulle blive, havde selv den hårdkogte Chun næppe forestillet sig.

I de fleste byer førte undtagelsestilstanden til ro, men ikke i Gwangju, en af Sydkoreas største byer og et økonomisk og politisk centrum kun 250 km syd for hovedstaden, Seoul. I denne by var der i 1929 under det japanske styre en konfrontation mellem koreanske og japanske studenter, og det udviklede sig til et af de største nationale oprør mod kolonimagten Japan. Nu gentog historien sig.

Studenter og borgere i Gwangju demonstrerede mod militærregeringen, og for at kvæle uroen sendte general Chun to bataljoner elitesoldater med tanks og helikoptere til byen. Snarere end at køle situationen ned angreb soldaterne med køller og bajonetter studenterne, og civile blev brutalt skudt ned. Da det var forbi, oplyste militæret, at 200 civile og studenter var dræbt. De få internationale journalister, som det var lykkedes at komme ind i byen, anslog, at tallet var nærmere 2.000. Men der er ingen diskussion om de grusomheder, som fulgte.

Det er i de fem dage i maj, medens Gwangjus borgere og studenter kæmpede mod militæret, at Han Kangs bog begynder i byens sportshal, mens de døde bliver bragt dertil fra hospitalet. Og derfra udvikler fortællingen sig i en handling, der går frem til vor tid i en rystende beretning, hvor personerne skiftevis henvender sig til de døde, læseren eller en unavngiven tredjeperson, og hvor de kapitel for kapitel i gribende portrætter beretter om grusomhederne i Gwangju.

I bogens åbningskapitel møder vi den 15-årige Dong-ho, der leder efter sin bedste ven, som vi møder i ligbunken, hvor den døde drengs sjæl snakker med sit rådnende kød – et af bogens mest gribende kapitler. I slutkapitlet møder vi forfatteren selv. Han Kang var ni år gammel, da massakren fandt sted. Hun er født i Gwangju, men boede i Seoul i de blodige dage i 1980.

”Levende og døde” er en fremragende roman. Som Han Kangs første og prisbelønnede ”Vegetaren” var det. Den er et poetisk, men skånselsløst portræt af en historisk begivenhed, der giver dønninger selv i dag, en bog, der tager os med ind i et univers, hvor uskyld og vold prøver at leve sammen. Og netop dette er det spørgsmål, som Han Kang stiller sig selv og os: Er det ikke vort ansvar som mennesker at reagere, når vold og undertrykkelse er ved at tage magten?

LINK: Køb e-bogen her