Morgenthaler & Tüxens halvsjove roman ”Helle Erobreren” vil gerne være helsjov
Skægt?: Anders Morgenthaler og Marie Louise Tüxen har sammen skrevet en roman, der for alt i verden forsøger at være morsom. Så det gør vores anmelder også.
”Helle Erobreren” er resultatet af to kreative kulturpersonligheder, der har sat sig sammen for at skrive en roman, der for alt i verden skal være sjov. Den skal være så sjov, at man ikke kan lade være med at grine. Nej, hvor sjovt, skal man tænke, når man efter en rigtig sjov scene læser endnu en sjov scene. Det var skægt.
Derfor har Anders Morgenthaler, som vi kender fra tegneseriestriben ”WulffMorgenthaler”, fundet på et rigtigt sjovt plot: Helle, bogens hovedperson, er en talentfuld, kvindelig slagter, men drives ud af faget og ind i en eksistentiel og social deroute efter at have rodet sig ud i, hvad forfatterne giver det sjove navn ”pølseballaden”.
Hvis ikke det var, fordi det var så skægt alt sammen, ville jeg nok blive lidt forarget over bekræftelsen af stereotyper, træt af de indholdstomme kalorier og forundret over handlingens mange urealistiske sammentræf.
At en kvinde kan være slagter, dét er jo sjovt. Og at pølser kan skabe ballade, dét er også sjovt. Men det virkelig sjove ved plottet er, at Helle i kølvandet på et fejlslået praktikophold som altmuligkvinde på Nykøbing F. Sygehus pludselig ser sin chance og udgiver sig for at være kirurg. For på den måde får vi jo mulighed for at grine af paralleltilværelsens mange sjove forsøg på at holde facaden i et tosset hurlumhej af endetarmsoperationer, digitalt identitetstyveri og en brændende forelskelse i en lægekollega.
Partner in crime
Som tidligere radiovært og perifer forfatter er Morgenthalers partner in crime, Marie Louise Tüxen, nok mindre kendt. Men det er altså hende, oplyser forlaget, der primært har stået for at udfylde det sjove plot med en masse sjove situationer og karaktertegninger. For eksempel hører vi om en sjov situation, hvor Helle under et samleje med sin prætentiøse, selvoptagede og ikke længere helt så veltrænede bolleven fantaserer om en ny kollega og i ophidselsens hede stikker en finger op i hans numse – for efter deres afsked at opdage, at hun mangler en ring! På sin finger! Altså, den hun havde oppe i numsen! Tihi.
Samme form for humor præger Tüxens karaktertegninger. Som karikaturer fremhæver og forstørrer de få udvalgte karaktertræk, som overdrives til alles store fornøjelse – med undtagelse måske af de typer, det går ud over. Men skidt med det: Polakkens fødder lugter. Provinsentreprenøren er en kødglad ædedolk. Slagteren har problemer med temperamentet. Småbarnsmoren er hysterisk. Og pedellen er selvfølgelig en kvindefjendsk mandemand med en thailandsk kone. Faktisk er de eneste, der går fri, kulturpersoner fra den kreative klasse i København. Det er jo egentlig også meget sjovt, når man tænker over det.
Hvis ikke det var, fordi det var så skægt alt sammen, ville jeg nok blive lidt forarget over bekræftelsen af stereotyper, træt af de indholdstomme kalorier og forundret over handlingens mange urealistiske sammentræf. Men den slags småting behøver man som forfatter ikke at bruge tid på. Hvis bare det er sjovt! Lår skal klaske, og tårer skal trille.
LINK: Køb e-bogen her