Alfred Hayes beskriver i ”Mit ansigt ud mod verden” sårende præcist Hollywoods berømmelseskult

Inden den egentlige anmeldelse skal der lyde en stor tak til det lille forlag Bobo, der sorterer under Den Franske Bogcafé i København. Tak for at få oversat og gjort opmærksom på Alfred Hayes’ (1911-1985) vidunderlige, lille både tidstypiske og fuldkommen tidsløse Hollywood-roman ”Mit ansigt ud mod verden” fra 1958. Hvordan Hayes kan have holdt sig skjult i dansk sammenhæng så længe er et under. Det er der gudskelov rådet bod på nu.

To mennesker på en strand. Den begyndelse kender vi alle sammen. Men i ”Mit ansigt ud mod verden” resulterer det ikke i to hjerter i brand. Tværtimod. På stranden ud for det evigt solbeskinnede Los Angeles efter en fest, der »havde varet for længe« ser en midaldrende mand pludselig en ung kvinde, der med skødesløs, beruset elegance og et dinglende cocktailglas i hænderne begiver sig ud i bølgerne. Manden, der ligesom kvinden romanen igennem forbliver navnløs, kan ikke lure, om hun pirrer det omkringstående publikum, er for sanseløst fuld til at forstå, hvad hun er i færd med, eller om hun er på vej til at begå selvmord. Uanset hvad beslutter han sig for at redde hendes liv. Det sætter ham på underforstået vis i en sær form for magtforhold til hende:

»Det at redde hende, gik det op for mig, var en intim handling, som havde skabt en slags forbindelse mellem os.«

Selvom eller måske nærmere fordi han er gift – konen bor i New York – indleder de to et underligt ulidenskabeligt forhold, som konsekvent er præget af den asymmetri, der findes mellem dem. Han er etableret Hollywood-forfatter og færdes hjemmevant i det indspiste filmmiljø i Los Angeles, mens hun som så mange andre før og efter hende er en håbefuld skuespillerinde, der hele tiden venter på det forjættede opkald fra en caster.

Hayes beskriver deres forhold med næsten søvnig apati og udstiller en hul verden, hvor driften efter berømmelse står over det basalt menneskelige. Hvor humaniteten ofres på overfladens alter. Han opfatter hende som køn og tiltrækkende, men han er ikke lidenskabeligt tiltrukket af hende. Deres affære sker nærmest per automatik, som var det taget fra en drejebog fra Hollywood i går, i dag og i morgen. Han forholder sig til hende som en pyntegenstand, hvilket sprogligt kommer fornemt til udtryk i de mange indsatte parenteser, der understreger hans konsekvente distance til den virkelighed, han er placeret i.

Der er en ulmende stemning af dekandent fordærv over ”Mit ansigt mod verden”, og da romanen mod slutningen bevæger sig hen mod den ventede finale, bliver man bestemt ikke skuffet.