”Cahun” er både som roman og historiefortælling afsindigt vellykket

Kristina Stoltz, en af vores allermest interessante og alsidigt talentfulde forfattere, har begået en på alle måder bemærkelsesværdig roman. ”Cahun” hedder den, og for de ikkeindviede (hvilket inkluderede mig selv indtil påbegyndt læsning) dækker den umiddelbart mystiske titel det kunstnernavn, den franske, surrealistiske kunstner, forfatter og aktivist Lucy Schwob (1894-1954). Jeg var tilfældigvis i Paris, da jeg læste romanen, der allerede havde fået taget i mig, og pludselig lagde jeg mærke til, at der overalt var referencer til Claude Cahun på steder, hvor jeg ellers aldrig tidligere havde bidt mærke i det.

Og man forstår godt Stoltz’ åbenlyse fascination af fænomenet Cahun, der som kunstner nægtede at passe ind i samfundets snævert definerede rammer, og som med utrættelig ildhu kæmpede for at redefinere de udtjente normer. Cahun blev født som Luca Schwob i en jødisk familie i Nantes, men det er ikke her, at Stoltz tager sin begyndelse. For hvordan skulle man kunne skrive en traditionel, biografisk roman om et så flydende væsen som Cahun? Derfor lader Stoltz fortællingen, der i øvrigt er opdelt i tre hovedafsnit med hver sin fortællerinstans, begynde i 1944, hvor Lucy sidder fængslet i militærfængslet på øen Jersey sammen med sin barndomsveninde, senere stedsøster og elskede Suzanna Malherbe, der også blev en del af Cahun-identiteten.

I denne romanens første del fornemmer man som læser det boblende nærvær, der er omkring Lucy. Men fordi det er hende selv, der er fortælleren her, forstår man kun brudstykker af hendes vision. Den foldes til gengæld til fulde ud i den anden del, der hedder ”Soldaten”. Det indledes med ordene:

»Det er ikke let at gøre rede for, hvem jeg er. Man kan sige, at jeg er en opfindelse, en stemme, et vidne måske, men det vil jeg alligevel mene er for simpel en udlægning, for ikke at sige direkte misvisende.«

Mere kryptisk, mere lokkende kan det næsten ikke gøres. Hvem denne soldat, som Stoltz giver ordet til i romanens midterste og vægtigste del, er, kommer vi med elastisk variation tættere på og længere fra. For soldaten, der nogle gange er en tøjdukke, andre gange en mand i kvindeantræk og til tider en serviet i skødet, er en flydende størrelse af kamæleonsk foranderlighed.

»Jeg påtog mig en stærk og adræt mandekrop til formålet,« hedder det eksempelvis, da soldaten på et tidspunkt skal i krig, hvilket atter vidner om en verden, hvor kønnet og kroppen er til forhandling.

Soldaten er en genial figur og fortæller, for gennem ham/hende/den/det får vi et lige dele ufiltreret, forelsket og skeptisk blik på Cahun. Det er enestående. Romanens sidste del foregår efter Lucys død og formidles af Suzanne. Her taber den lidt pusten i forhold til den magtdemonstration, som den forrige del har været.

Cahuns kunst står også centralt i romanen, men det er tydeligt, at det har ligget Stoltz mere på sinde at skrive en roman, der i udtryk matcher sin hovedperson, end at skabe et biografisk nøjagtigt portræt. Det er beundringsværdigt og helt ekstremt vellykket.

LINK: Køb e-bogen her