Fortsæt til indhold
Litteratur

Ny bog om prins Henrik: »Som nation har vi begået karaktermord på en begavet franskmand«

Forfatteren ærgrer sig over, at prins Henrik »fik med grovfilen« i sin levetid. Nu vil hun rehabilitere ham.

Kulturjournalisten Elisabeth Saugmann er ikke royalist. Hun har aldrig været hofreporter. Og hun forholder sig neutralt til det danske kongehus, siger hun.

Alligevel har hun nu begået en bog om den afdøde prins Henrik i forsøget på at »rehabilitere« ham.

»Da han døde i februar, tænkte jeg: ”Nu kommer det. Nu kommer bøgerne om, hvordan han virkelig var.” Men det gjorde de bare ikke. Og det ville jeg ikke være med til, så jeg flåede et halvt år ud af mit liv og skrev den bog,« siger hun.

Elisabeth Saugmann har tidligere arbejdet for Danmarks Radio, Berlingske Media og Morgenavisen Jyllands-Posten. Nu er hun aktuel med en ny bog. Privatfoto.

Med sit speciale i klassisk musik havde hun forestillet sig, at bogen skulle handle om den »utroligt dygtige« pianist, som prins Henrik var, forklarer hun. Men det viste sig at være for nemt, for som hun siger:

»Alle i musikken sagde det samme. At han var et utroligt charmerende, begavet, samarbejdsvilligt og sødt menneske.«

For at supplere sine egne observationer af og oplevelser med prins Henrik har hun været riget rundt for at indsamle anekdoter fra danskere, der ifølge Saugmann »ikke har nogen officiel interesse i at udtale sig positivt«. Alligevel er hun ikke stødt på nogen negative beretninger.

Bogen, der bl.a. bygger på historier fra musikere, erhvervsfolk, kunstnere, bridgespillere og prins Henriks tidligere kammertjener Anker Andersen handler mere om prinsens faglighed og menneskelighed og mindre om hans intimsfære. Den følger hans liv fra ankomsten til Danmark i 1960’erne til tiden efter hans død i februar 2018. Forfatteren ærgrer sig over, at han i sin levetid fik med grovfilen af medier og danskere i almindelighed.

»Som nation har vi begået karaktermord på en begavet franskmand. Mange danskere havde trukket klaphatten godt ned over hovedet, så vi hverken kunne høre eller se, og så blev vi enige om, at han var for særpræget,« mener hun og tilføjer:

»Den elegante mand, der kom hertil fra London og havde boet i Vietnam, ankom, da vi i 1960’erne vi gik rundt med bongopatter og lilla ble. Han stod på vandski. Han fløj. Han red. Han spillede tennis. Han sejlede. Han kunne alting, samtidig med at han talte fem-seks forskellige sprog og var opvokset i to forskellige kulturer. Det har nok været for meget for os.«

Selvom prins Henrik fik mange nydelige ord med på vejen i nekrologerne, mener hun, at hans faglige bedrifter også fortjener en bog.

»I dag siger folk stadig: ”Nåja, han sad også og klimprede på klaver”. Men nej, jeg har talt med musikere fra konservatoriet, som siger, at han var en god pianist, og nogle af de hårdeste kunstkritikere har udtalt, at han kunne have fået en fin karriere som billedhugger,« siger hun.

Saugmann afviser i samme åndedræt, at hun forsøger at smøre lyserød glasur på hans eftermæle. I bogen beskriver og undersøger hun hans løbende »konflikter med danskerne«. Heriblandt hans omdiskuterede udtalelser om, hvorvidt det var i orden at give børn en lussing og om utilfredsheden med hans kongelige titel.

»Jeg er selvfølgelig gået journalistisk til værks. Men jeg har aldrig oplevet ham på den måde, man gennem årene har set ham beskrevet: Som arrogant og som ”prins Vom”, og hvad han ellers blev kaldt. Jeg har nu heller aldrig været stor tilhænger af at være nede på jorden. Hvad skulle man dog der?«