Fortsæt til indhold
Indland

Dronningen om tiden efter prins Henriks død: »Det har været en mærkelig oplevelse«

Dronning Margrethe mødte pressen for første gang siden prins Henriks død.

Dronning Margrethe bød torsdag danske og franske journalister inden for på vinslottet Château de Cayx i Sydvestfrankrig, hvor hun traditionen tro holder ferie i øjeblikket.

Anledningen til pressemødet var den franske præsident Emmanuel Macrons statsbesøg i Danmark senere på måneden.

Pressemødet fandt samtidig sted et halvt år efter, at prins Henrik døde, og det var således første gang, at dronningen offentligt kunne tale om prinsens død og tiden efter.

At være tilbage på Château de Cayx, der havde en særlig plads i prins Henriks hjerte, er en særlig oplevelse, forklarede dronningen.

»Det er selvfølgelig anderledes at være her alene. Men det er godt at være tilbage,« fortalte hun på pressemødet og tilføjede:

»Han (prins Henrik, red.) kommer ikke lige ind ad døren og spørger, om vi skal gøre dit eller dat. Det skal jeg selv tage stilling til. Det må man lære og leve med, og det gør man jo også. Der er mange på min alder, der er i samme situation.«

At Château de Cayx havde en særlig plads i prinsens hjerte skyldtes bl.a., at han voksede op nær slottet og producerede vin på stedet.

I 2015 bortforpagtede han dog jorden og produktionen, men slottet blev i familiens eje, og her opholdt prinsen sig i længere perioder, særligt i sine sidste leveår.

Det var derfor også oplagt, at det også var her, at dronningen tog imod pressen for første gang siden prinsens død.

Om tiden efter hans død sagde dronning Margrethe følgende:

»Det har været en mærkelig oplevelse. Den måde, som folk sluttede op om os på, var virkelig rørende. Det blev til en bølge, man red igennem det hele på. Det var virkelig positivt, og det var jeg meget glad for.«

Hun fortalte samtidig, at sygdom prægede hendes sidste tid med prins Henrik.

»Det sidste halvandet års tid var vi ikke helt så meget sammen, fordi han ikke var så rask. Men det var, som det var. Men jeg var glad for, at den sidste tid blev, som den var - meget værdig.«

Engang var der tradition for, at dansk og fransk presse i august rejste til netop Cayx for at møde dronningen og prins Henrik på vinslottet.

Her fortalte regentparret bl.a. om de seneste begivenheder i kongehuset, ligesom journalisterne kunne spørge til, hvad der ellers rørte sig hos familiens prinser og prinsesser.

Den tradition ophørte dog i 2008 og er ikke noget, der vil blive genoptaget, slog dronning Margrethe fast på pressemødet.

Nedenfor kan du se en række billeder fra tidligere pressemøder på Château de Cayx, som regentparret holdt.

Billedet stammer fra pressemødet i 2006. Arkivfoto: Jeppe Michael Jensen/Ritzau Scanpix
Billedet stammer fra pressemødet i 2005. Arkivfoto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix
Billedet stammer fra pressemødet i 2004. Arkivfoto: Christophe Ena/Ritzau Scanpix