Oscar-selfie kostede Samsung dyrt
Den stjernebesatte selfie fra søndagens Oscar-show var en del af et dyrt reklamestunt fra mobilgiganten Samsung.
20 mio. dollars eller i omegnen af 110 mio. kr.
Så mange penge postede mobilgiganten Samsung Electrics i reklamer i pauserne til den fornemme Oscar prisuddeling i søndags.
Og det resulterede bl.a. i, at det var netop Samsungs smartphone, der blev brugt til at tage vært Ellen DeGeneres' verdensberømte gruppebillede med kendte skuespillere, skriver The Wall Street Journal.
Nøje planlagt
Ifølge den amerikanske avis var selfie-stuntet, på trods af at det så ud til at ske spontant, en nøje planlagt del af det store Oscar show.
For Samsung havde som en del af reklameaftalen med tv-stationen ABC, som viste Oscar-uddelingen, forhandlet sig frem til, at deres Galaxy smartphone skulle integreres i showet.
Det var dog vært Ellen DeGeneres selv, der besluttede, at telefonen skulle bruges til at tage en selfie, og under prøverne til showet blev hun derfor instrueret af Samsungs medarbejdere i, hvordan hun skulle bære sig ad.
Omtale kan købes for penge
Selv om den stjernebesatte selfie kostede mobilgiganten i omegnen af 110 mio. kr., har det langt fra været en dårlig investering.
For med flere end 43 mio. seere til Oscaruddelingen så folk over hele verden Ellen DeGeneres tage selfien med Samsungs nye Galaxy smartphone. Og det er langt bedre reklame end noget andet.
"Ellens selfie kommer til at have en større effekt end reklamerne. Man kan ikke købe sig til den slags viral magi," forklarer Allen Adamson, direktør for et brandingfirma, til The Wall Street Journal.
Mest delte på Twitter
Billedet er desuden blevet delt mere end 3,2 mio. gange på det sociale medie Twitter og tager dermed prisen som det mest delte billede nogensinde.
Blot et kvarter efter, at billedet var blevet sendt ud i Twitter-strømmen, havde 300.000 delt det. Og for et kort øjeblik gik mediet endda i sort.