Oscar-statuette til dansk kortfilm
Instruktøren Anders Walter sikrede nattens eneste danske Oscar ved filmfesten i Hollywood.
Los Angeles
Den danskproducerede film "Helium" sikrede natten til mandag en Oscar-statuette til Danmark i kategorien bedste kortfilm ved Oscar-filmfesten arrangeret af The Academy of Motion Picture Arts and Sciences.
"Wauw, det er sindssygt," lød den indledende bemærkning i takketalen fra en meget rørt filminstruktør Anders Walter, da han sammen med producer Kim Magnussen modtog statuetten på podiet i Dolby Theatre i Hollywood.
"Jeg vil gerne takke Akademiet for at beholde denne kategori i showet. Det er et fantastisk vindue for nye talenter til at vise deres film. Jeg vil også gerne takke min familie, min smukke kone og min smukke datter og de to producere, der altid har bakket mig op," lød det endvidere fra den stolte Oscar-vinder.
Endnu en triumf for dansk produktionsselskab
Den 36-årige autodidakte filminstruktør har tidligere har lavet kortfilmene "9 meter" (2012) og "Den Talende Kuffert" (2011), men det var første gang, at han var Oscar-nomineret.
Statuetten er også endnu en imponerende skalp til det det danske produktionsselskab M&M Productions.
Kim Magnusson og hans far, Tivi, som i øvrigt begge er medlemmer af Oscar-akademiet, er nemlig eksperter i at vinde Oscar-statuetter på vegne af selskabet.
Hele syv gange er det lykkedes for deres fælles produktionsselskab at blive nomineret til en Oscar, og tre gange tidligere har de fået statuetten med hjem.
Nu kan far og søn skrive fire Oscar-statuetter på rekordlisten.
To danske bidrag missede statuetten
Mens der var hæder til "Helium", lykkedes det til gengæld ikke den danske filminstruktør Thomas Vinterberg at vinde en af de eftertragtede Oscar-statuetter ved nattens filmfest.
Jagten - med Mads Mikkelsen i hovedrollen som en pædofilianklaget pædagog - var ellers nomineret i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film.
Men her blev det i stedet favoritten "La Grande Bellezza" (Den store skønhed) fra Italien, der strøg til tops - præcis som det skete ved Golden Globe-uddelingen for nogle uger siden.
Der var heller ingen Oscar til den dansk-producerede "The Act of Killing", instrueret af amerikaneren Joshua Oppenheimer, som missede prisen for bedste dokumentar.
Prisen gik i stedet til 20 Feet from Stardom.
Slavefilm vandt nattens vigtigste pris
Det blev i øvrigt det historiske drama "12 Years A Slave", der er løst baseret på en sand fortælling om en fri, sort mand, der blev kidnappet og solgt som slave i sydstaterne i midten af 1800-tallet, der løb med prisen for bedste film.
Slavefilmen instrueret af Steve McQueen vandt dermed aftenens sidste og mest prestigefulde pris.
Storfavoritten Cate Blanchett vandt prisen for bedste kvindelige hovedrolle for sin optræden i Woody Allen-filmen "Blue Jasmine", mens Matthew McConaughey vandt den tilsvarende pris hos mændene for sin hovedrolle i ”Dallas Buyers Club”.