Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Netflix-hitserie satte spørgsmålstegn ved morddømt: Nu udpeger advokat en ny mordmistænkt

Mordsagen fra den populære dokumentarserie "Making A Murderer" har fået et nyt kapitel.

19 mio. Netflix-seere i USA og langt flere på verdensplan kunne i begyndelsen af 2016 følge med i den populære, dokumentariske krimiserie »Making A Murderer«, der over 10 afsnit følger retssagen mod Steven Avery, som i 2007 blev dømt for drabet på Teresa Halbach.

Seriens store popularitet skyldes især, at »Making A Murderer« sår tvivl om retssagens håndtering, og om myndighederne i virkeligheden har anholdt og dømt den rette gerningsmand.

Nu har den omdiskuterede og efterhånden offentligt kendte sag fået et nyt kapitel.

Ifølge magasinet The Rolling Stone hævder Stephen Averys forsvarsadvokat, Kathleen Zellners i et 1.272 sider langt dokument sendt til staten Wisconsin, at den rigtige gerningsmand bag mordet er Teresa Halbachs ekskæreste, Ryan Hillegas, som seerne også stifter bekendtskab med i løbet af de 10 afsnit.

Forsvarsadvokaten begrunder anklagen med, at ekskæresten Ryan Hillegas stadig havde følelser for Teresa Halbach, der før mordet havde indgået et nyt forhold med Scott Bloedborn. Hun mener, at jalousi var motivet for drabet.

»Hillegas løj i retssalen, da han beskrev Teresa Halbachs forhold til Scott Bloedborn som »platonisk« og sagde, at forholdet mellem dem aldrig havde en romantisk eller seksuel natur,« forklarer Kathleen Zellner i dokumentet, hvoraf 220 sider ligger offentligt tilgængeligt på hendes hjemmeside.

Kathleen Zellner forklarer samtidig, at politiet skulle have undersøgt Ryan Hillegas grundigere, da han er uden alibi for den 31. oktober 2005, den dato hvor Theresa Halbach blev dræbt.

Steven Avery har tidligere siddet i fængsel for en dom, han efterfølgende er blevet renset for. I 2003 blev han løsladt efter at have afsonet 18 år i fængslet, dømt for at have voldtaget og kidnappet Penny Beerntsen, inden DNA-spor kunne forbinde en anden mand til forbrydelsen.

Efterfølgende krævede Steven Avery 36 mio. dollars (240 mio. kr.) i erstatning. Alt sammen inden han i 2005 blev sigtet for mordet på Theresa Halbach; et mord, der blev begået på Avery-familiens autoophugplads i Manitow County, Wisconsin.

Steven Averys daværende advokater har bl.a. anklaget efterforskningsfolkene for at have plantet gammelt blod fra Avery på gerningsstedet, og for at bruge drabssagen som hævn mod Steven Averys erstatningskrav.

Steven Avery blev bl.a. fældet på, at nevøen Brendan Dassey havde indrømmet at have deltaget i drabet og voldtægten af Teresa Halbach. Brendan Dassey blev i 2016 frikendt, da hans forklaring ifølge retten blev afgivet ufrivilligt og i strid med forfatningen.

Staten har appelleret frifindelsen, som derfor skal afgøres i en retssag om kort tid.

Artiklens emner
Netflix