Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

"Making a murderer"-hovedperson sættes fri

Netflix-dokumentar får nu meget konkrete konsekvenser for Brendan Dassey.

De populære tv-seriers succes begynder nu at få direkte indflydelse på amerikanske retssager. Vi har set og hørt en mand indrømme flere mord i dokumentarserien The Jinks på HBO, og nu løslades Brendan Dassey, som vi lærte at kende som ung dreng på 16 år i Netflix-serien ”Making a Murderer”.

Det skriver bl.a. The New York Times.

Dassey blev sammen med sin onkel Steven Avery i 2007 fundet skyldig i seksuelle overgreb og drab på en fotograf, og sagen var spektakulær, fordi Steven Avery allerede havde afsonet 18 års fængsel for et mord, han viste sig ikke at have begået. Han var i gang med at lægge sag an mod myndighederne med krav om en millionerstatning, da han blev anholdt for mordet på den 25-årige Teresa Halbach.

Mange mennesker er blevet delagtiggjort i Brendan Dasseys sag i forbindelse med Netflix-dokumentaren "Making a Murderer". Foto: Sue Pischke/AP

Ingen, der så Netflix-dokumentarfilm ”Making a murderer”, var i tvivl om de dømtes uskyld, og den førte til voldsomme protester og underskriftsindsamlinger sendt til præsident Obama med krav om løsladelse (hvad præsident Obama slet ikke havde bemyndigelse til at levere).

Myndighederne hævder på deres side, at vigtige beviser var udeladt fra serien, og at de dømte er skyldige.

Hvis man har set serien, glemmer man ikke lige med det samme afhøringen af Dassey, en mentalt tilbagestående og reelt forsvarsløs dreng, som manipuleres af både politifolk og af hans egen forsvarer til at aflægge en tilståelse, som han senere trækker tilbage.

I august i år frifandt en dommer Dassey for drabet, men staten Wisconsin valgte at appellere den afgørelse. Det er den samme dommer, der nu har bestemt, at Dassey skal være på fri fod, mens den nye retssag løber.

Det er i skrivende stund ikke klart, hvornår han løslades, og han vil, når det sker, være under skarp overvågning, omend hans generalieblad fra fængslet ikke tegner billedet af en farlig forbryder. Blandt hans overtrædelser under afsoningen er modtagelsen af flere pakker nudler fra en medfange uden foregående tilladelse, samt brug af bagsiden af en officiel fængselsformular til at føre regnskab i et terningspil.

Også for Steven Avery, hans onkel, der blev idømt fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse, synes der at være fornyet håb, i hvert fald ifølge hans advokat siden januar, Kathleen Zellner, der håber at kunne fremlægge tekniske beviser, der vil føre til frikendelse.