Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Ny omgang af populært dansk drama

DRs store dramasatsning "Arvingerne" indleder anden sæson den 1. januar.

Så er alt klart til anden sæson af en af DRs største dramasatsninger i flere år "Arvingerne".

Personkredsen er den samme og udgangspunktet det samme: Den heftige familiefejde omkring Grønnegården, der tog fart, da den samlende skikkelse, Veronika, døde.

Signe er fast besluttet på at etablere et hamplandbrug på Grønnegården. Desuden er hendes drøm at gøre gården til et samlingspunkt for hele den store familie, hvilket er yderst vanskeligt, idet uroen og den bitre strid stadig ulmer heftigt lige under overfladen.

I forbindelse med planerne om at opbygge et hamplandbrug er der flere konkrete problemer. Det største problem ligger i, at banken ikke er overvældende begejstret for ideen, der dog støttes af hele familien og andre omkring Grønnegården.

Gro og Signe kæmper for at give den nyfødte en tryg opvækst på Grønnegården.

Frederik er i fuld gang med at skabe orden og starte på en frisk sammen med sin familie. Emil sidder fængslet i Thailand sigtet for besiddelse af marihuana, og familien står sammen omkring arbejdet med at få ham løsladt og rejst penge til hans advokater. Det sidste foregår blandt andet ved at sælge Veronikas værker.

Sideløbende med alt dette kæmper Signe for at skabe en god og tryg opvækst for sit lille nyfødte barn.

Første afsnit af den anden sæson af "Arvingerne" sendes på DR1 den 1. januar.

Da "Arvingerne" blev sendt første gang, samlede den i den grad de danske seere, den har modtaget flere priser og er solgt til adskillige udenlandske tv-stationer. Senest også til USA.