Krøyer-film er ikke original, men delikat

Marie Krøyer

Danmark, 2012

Instruktør: Bille August

1 time 42 minutter

Premiere i Imperial, Dagmar, Grand, Palads, Empire og Falkoner i København samt i en lang række biografer landet over.

Bille August har aldrig været bedre end i sine vidunderlige 1980’er-skildringer af dansk og så alligevel universelt børne- og ungdomsliv i Bjarne Reuter-filmatiseringerne ”Zappa” (1983), ”Tro, håb og kærlighed” (1984) og ”Busters verden” (1984). Film som disse er ved gensyn selv nu, næsten 30 år senere, fuldstændigt lydefri og kunne ganske enkelt ikke være lavet bedre.

Oscar- og Guldpalmevinderen ”Pelle Erobreren” (1987) viste også Bille Augusts uforlignelige evne til at formidle barnesind, og også den svenske ekskurs i ”Den gode vilje” (1992) markerede ham som en instruktør af format.

Men da han senere søgte til det store udland, gik det knap så godt. Kæmpeproduktioner som ”Åndernes hus” (1993) og ”De elendige” (1998) virker underligt halvhjertede og kunstige og har slet ikke den indføling, som kendetegner Bille Augusts tidligere film.

Om ”Marie Krøyer”, Bille Augusts seneste film, kan betragtes som et decideret comeback for en instruktør, der nok har sine bedste film bag sig, er måske en tilsnigelse. For han har jo aldrig rigtigt været væk. Men i ”Marie Krøyer” finder Bille August, ikke mindst takket være sine fantastiske hovedrolleindehavere, tilbage til noget ægte. Og det er en fryd.

Skønheden undslipper

”Marie Krøyer” er baseret på – men ikke en direkte videreformidling – af den smukke malerhustru Marie Krøyers skæbne.

Vi befinder os i begyndelsen af det 20. århundrede, og Marie Krøyer er gift med Danmarks berømte maler P.S. Krøyer, som i filmen alene omtales som Søren. De lever et tilsyneladende lykkeligt og bekymringsfrit liv med deres yndige datter Vibs i Skagen, hvor Marie dog har måttet opgive sine kunstneraspirationer til fordel for en mindre synlig plads i sin mands skygge.

Men ubemærket kan Marie ikke forholde sig, for hendes skønhed er så larmende, at man ikke kan tage øjnene fra hende.

Alligevel er Marie ikke rigtig glad. Det gælder lige fra filmens indledende, temmelig bastante scene, hvor Søren og Marie sidder ved hvert deres staffeli og maler. Søren er overbevist om sit eget ukuelige talent, mens Marie har svært ved at få sit stilleben af en buket visne blomster til at få liv. Den tunge metafor kunne vi godt have været foruden, men filmen løfter sig heldigvis herefter. For allerede her får vi et fint indblik i livet på Danmarks top med den excentriske Søren, der ikke bare elsker, men også vil besidde sin Marie, og når Tannhäuser, som han opfindsomt kalder sig i elskovsøjemed, så svigter, ramler hans verden.

For Marie er både smukkere og yngre end han, og selv om han ihærdigt forsøger, lader hendes skønhed sig ikke fange på hans lærred. Hun bliver ved med at undslippe.

Forståelig flugt

Søren lider af en svær sindssygdom – en art maniodepressivitet – som kaster store skygger over den lille families liv. Marie må af frygt for sit eget og datterens liv få ham i isoleret behandling, og da det på et tidspunkt ikke ser ud til at blive bedre, søger hun tilflugt hos sin veninde Anna i Sverige, hvor hun møder og forelsker sig i komponisten Hugo Alfvén.

Man forstår hende så udmærket. Men Søren holder fast og gør livet så vanskeligt for Marie, at hun ender med at miste næsten alt.

Tidsånden rammes

”Marie Krøyer” er en smuk film, og Dirk Brüels sanselige billeder af den grove, nordjyske natur spiller fornemt op mod Krøyers imponerende billede. Selv om skuespillerne i birollerne af og til ser ud som om de er på vej til kostumebal, rammes tidsånden også ganske fint.

I rollen som kvinden i midten spiller Birgitte Hjort Sørensen med stor overbevisning. Hun er på én gang smuk, sårbar og stærk.

Som hendes unge elsker er Sverrir Gudnasson det perfekte, rolige modstykke til Krøyers galskab.

Det er dog Søren Sætter-Lassen, der som Søren stjæler billedet. Han beviser nok en gang , hvilken fremragende karakterskuespiller han er. Hans øjne lyner diabolsk, hans latter runger smittende og skræmmende, og han får fint vist, hvordan Krøyers kærlighed og lede er to sider af samme mønt.

”Marie Krøyer” er måske hverken original eller nytænkende, men et næsten delikat portræt af en kvindes umulige valg.