Frygtelig Lykkelig

Frygtelig Lykkelig

Danmark, 2008

Instruktion: Henrik Ruben Genz

1 time 44 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Historien er komponeret over et bestemt mønster, som kendes fra et utal af film: En mand kommer udefra til et lukket, ildelugtende, afvisende miljø, som lever sit eget liv på sine egne betingelser, der markant og hensynsløst adskiller sig fra omverdenens.

Den fremmede kan enten udstødes af miljøet - ofte med vold - eller han kan ødelægge det hårdt og brutalt, som Spencer Tracy i John Sturges' fremragende ”En mand steg af toget” (1954), en film, ”Frygtelig lykkelig” må have skelet til.

Endelig kan den fremmede opgive ævred og optages i det fremmede miljø, slippe sin egn moral og overtage de andres umoral.

Lig i lasten
I ”Frygtelig lykkelig” kommer en politimand fra København for at tiltræde stillingen som landbetjent i Skarrild, en uddød, halvrådden flække nede i marsken, et stykke fra Tønder. På de kanter er de ikke særligt flinke.

Det ved vi fra sagen om faren, der udlejede sine mindreårige døtre til prostitution. Og det ser ikke ud til at have bedret sig. Tværtimod.

Betjenten, Robert (Jakob Cedergren) har et lig i lasten - eller næsten et lig, idet han har truet sin utro kone med tjenestepistolen. Formentlig havde en sag af den art ført til fyring fra etaten og ikke til forflytning.

I Skarrild ordner man tingene på sin egen maner. Den lokale læge (Lars Brygmann - fremragende som altid) er en derangeret, svedig morfinist, som får tiden til at gå med kortspil, når han ikke skriver forfalskede dødsattester.

Suges ned i miljøet
Men vennerne mangler en makker om spillebordet - efter den forrige landbetjents død. Robert tilbydes pladsen, men vægrer sig. Indtil videre! En knægt, der negler hos købmanden, får et par på skrinet, så han må være alvorligt hjerneskadet. Den praksis nægter Robert at følge.

Han slår ikke på børn, men det ligger i luften, at det gør han alligevel inden længe. Der ligger i det hele taget en del uhygge i luften, og umærkeligt suges han ned i dette lurvede, afstumpede miljø, hvor mennesker er som kryb, der kommer frem, når man vender en sten i græsplænen.

Erotisk tvetydighed
Robert bliver passet op af en meget indladende Ingelise (Lene Maria Christensen, der spiller med næsten psykopatisk erotisk tvetydighed). Hun er gift med voldsmanden Jørgen (Kim Bodnia, som tegner en både medynkvækkende og skræmmende skikkelse).

Han tæver hende gul og blå - til blodet flyder. Robert indlader sig med hende, og røber en totalt svigtende dømmekraft - selv hos en havareret betjent. Konsekvenserne bliver derefter, og alt går galt. Men ikke mere galt, end at dagliglivet i Skarrild efter en del turbulens falder tilbage i sin vante dødlignende gænge.

Personernes indre sump
Historien udspilles i marsken, den er ikke realistisk skildret, for den er det ydre billede på personernes og miljøets indre sump. De i øvrigt meget funktionelle billeder er elegant stiliserede. Krostuen f.eks. ligner en western-saloon, og dens gæster nogle drævende, bajer-bøvsende, småondskabsfulde cowboys, ligesom musikken har ekko-klang af Ry Cooder.

Det er denne verden af forfald og forkomne lidenskaber, der langsomt og kvælende lukker sig om Robert, som mosehullet suger den nødstedte ned.

Den har en bismag
Filmen har sine kvaliteter. Mange finder dem så store, at den er banket op som succes længe før premieren og udnævnt til årets bedste danske.

Det er muligt. Men det ændrer ikke ved, at den har bismag. Dens velkalkulerede kynisme får en tak til for hver scene, indtil historien kulminerer i grotesk misantropi. Dens halvt invaliderende kunstneriske og moralske problem bliver da det enkle, at den ikke under sine personer samme bevidsthedsniveau, som den selv arbejder ud fra, men betragter, observerer og udleverer dem som - ja, som kryb i en sump.