Due Date

Due Date

Amerikansk 2010

Instruktion: Todd Phillips

1. time og 35 min.

Premiere i dag over hele landet

»Vejen ad hvilken står i akkusativ,« lærte vi i skolen, for det er den, man tilbagelægger. Den er altså det nødvendige objekt for at komme fra ét sted til et andet. ”Due Date” er en ”road movie”, som er en veletableret genre i amerikansk film, hvor rejsen - med ”Easy Rider” (1969) som den store mytiske undtagelse - går fra øst til vest, denne gang fra Atlanta til Los Angeles.

Forskelligheder mødes

Et typisk træk ved genren er det, at de rejsende - normalt to, ”Thelma and Louise” (1991) f. eks. - er vidt forskellige mennesketyper: En normal og en småtosset, en pæn borger og en desperado, en moden, målrettet og et dampbarn.

Sådan også her, hvor den udmærkede Robert Downey Jr. er en reserveret, kultiveret arkitekt, der efter endt opgave i Atlanta skal flyve hjem til sin højgravide kone i Los Angeles.

I lufthavnen tørner han - bogstaveligt - ind i en tumling, Zach Galifianakis. Om han har talent, er det lige så svært at sige som hans efternavn, men han fylder med sin troskyldigt taktløse stil, trinde, lettere usoignerede krop, viltre skæg og filtrede manke godt i billedet og kontrasterer, udfordrer og irriterer sin rejsekammerat noget så grusomt, men selvfølgelig finder de hinanden undervejs og forenes trods temperamenternes uforligelighed i evigt, ubrydeligt venskab.

Moralen er: Vi skal have sans for forskellighederne og åbne os for mangfoldigheden.

Det er ligesom hørt før. Hvordan de rejsende kobles på hinanden, skal jeg ikke forsøge at udrede, selv manuskriptet har sit hyr med det, men det er noget med, at den kontaktsøgende Zach tilsyneladende tilfældigt, men med overlæg får fingrene i Roberts pung og identitetspapirer, så de begge får flyveforbud og derfor nødsages til at krydse kontinentet i bil.

Det bliver plat

Det fører til alle genrens obligate konflikter og begivenheder, forudselige de fleste, uforudselige de færreste, men klicheer er de alle som én: Lidt biljagt, lidt hash, lidt klammeri med politiet, med en vrangvillig bankmand, møde med en kvindelig boheme-pusher.

Heller ikke persontegningen nuanceres væsentligt, bortset fra at Zack kuriøst nok har sin afdøde fars aske med sig i en kaffedåse. Gæt, hvad der sker, når der skal laves en tår? Det er niveauet, der sænkes til det platte, da Zack åbenlyst onanerer i takt med sin dekadente franske bulldog.

Der er vittige indfald, men langt imellem dem, og i løbet af filmens halvanden time aftvinger de to skuespillere faktisk tilskueren en vis vrangvillig sympati. Det er dog altid noget.