Far til fire på hjemmebane

Far til fire på hjemmebane

Danmark, 2008

Instruktion: Claus Bjerre

1 time 30 min.

Denne tredje af de ”nye” Far til fire-film føles mildt sagt som en lightudgave. Hvor den foregående ”Far til fire i stor stil” forsøgte sig med en omgang dramatiseret danmarkshistorie tilsat spøgelser på slottet, er historien i ”Far til fire på hjemmebane” som taget ud af en anden (dårlig) dansk film:

Far (Niels Olsen) får stjålet sin pung med firmaets tipskupon - netop i den uge, hvor firmaets tipsklub har vundet en 13'er. Lille Per (Kasper Kesje) går i aktion for at finde pungen, ikke mindst fordi Far ikke er meget værd derhjemme, når han er ulykkelig på jobbet (oh, hvilke dybe sandheder!).

Samtidig er de større søskende fraværende: Ole får en kæreste, Mie laver musikvideoer, og Søs er måske på vej til at flytte hjemmefra. Det er med andre ord et drama i børnestørrelse, der udspiller sig, og historien har derfor hårdt brug for et par comic reliefs, der leveres af Onkel Anders, der giver den som bessefar med slag i på skateboard og Harley.

Men det er slet ikke så sjovt, som det lyder.

Værdimæssig gråzone
At handlingen er tynd er én ting - at den et langt stykke hen ad vejen er ude i en værdimæssig gråzone er en anden. Den læspende Lille Per kommer nemlig i dårligt selskab, da han allierer sig med roden Dennis (en velspillende William Sehested Høeg) i eftersøgningen af Fars pung.

Her er instruktør og manuskriptforfatter Claus Bjerre ude på et skråplan. For selv om filmen ender med en dybsindig pointe om, at tingene jo ikke altid er, som de ser ud til, dyrker den et verdenssyn, hvor de, der ser anderledes ud eller - Gud forbyde det! - bor i socialt boligbyggeri med en fordrukken, arbejdsløs far - er skyldige, indtil det modsatte er bevist.

Renskurede børn
Mens den ulastelige Far med de fire renskurede børn, der altid står sammen og aldrig får snavsede fingre, står som idealet for en politisk korrekt levevis.

Der er med andre ord dømt artige vitser, ligusterhække og en solid omgang småborgerlig, selvretfærdig familiefascisme. Hvis man synes, det er sunde værdier at proppe ind i sine børns hoveder, er ”Far til fire på hjemmebane” lige sagen.

Vi andre må med et af Onkel Anders' yndlingsudtryk holde os til at udbryde: ”Ulovligheder!”.