Far til fire - på japansk
Der er ingen kvalitetsmæssig udvikling i de såkaldte opdateringer af Far til fire-fænomenet, der stadig er støvede og utidssvarende film.
Far til fire - på japansk
Danmark, 2010
Instruktion: Claus Bjerre
1 time, 20 minutter
Premiere i dag i 72 biografer landet over.
Man kan næsten lugte mølkuglerne i biografen. Det nye skud på stammen i den såkaldte opdatering af ”Far til fire”-serien, ”Far til fire - på japansk”, er nemlig lige så antikveret som de foregående film, en sær blanding af gamle, konservative værdier i en nutidig setting.
Filmen er forbandet moralsk højtravende, men forbistret lavthængende i sin kvaliteter. Lille Per er da sød i skikkelse af den bedre og bedre spillende Kasper Kesje, Miki Berg Takagi Andersen er faktisk endnu mere overbevisende i rollen som den japanske dreng Shin, der flytter til Danmark og bliver nabo til ungerne og Far, der som altid spilles med lune af Niels Olsen.
Men det er ikke nok til at redde filmen, der måske kan vække begejstring hos det helt, helt unge publikum, men som ikke er nogen oplevelse at skrive hjem om for et voksent publikum.
Og ”Far til fire”-filmene, både de oprindelige og de nye, er tænkt som familiefilm. Hvorfor i al verden man så ikke tilgodeser publikum over syv år er svært at fatte.
Filmen handler selvfølgelig igen om Far, Søs, Ole, Mie, Onkel Anders og Lille Per. De får nye naboer, familien Tanaka, der kommer hele vejen fra Japan.
Drengen Shin skal gå i klasse med Per, de bliver gode venner, men hvis Shin ikke falder til i skolen, tager familien tilbage til Solens Rige.
De nye bedstevenner, Per og Shin, vil for alt i verden ikke have, at det sker, men da de roder sig ud i ballade med den ældre, smøgsælgende Mark, ser det ud som om, at drengene må skilles.
Tegneseriehold
Kulturmøde, loyalitet og familiesammenhold er familiefilmens moralske fikspunkter, vi skal alle være gode ved hinanden. Og det er da ikke noget dårligt udgangspunkt for en belærende film for små børn. For dem betyder ordet eurocentrisme næppe noget, de forstår bedst verden via stereotyper (som også mange voksne), og at Japan her kendetegnes af sushi, bonzaitræer og stærke æresbegreber er ikke nogen synd.
Men synd er det, at filmen som et hele vader rundt i gammeldags klicheer om den småborgerlige lykke i en patriarkalsk styret familie bag ligusterhækken - for det er også en stereotyp, som publikum tager til sig.
Som at tage den oprindelige tegneserie fra 1948 frem fra gemmerne, ryste støvet af den og foreslå, at man flytter ind til tegneserieholdet. Gør man det, så husk mølkuglerne.